Altan.dk angriber det professionelle udlejningsmarked

Altan.dk sætter nu turbo på salget af elevatorer og altaner til ejendomsselskaber og private udlejere. Det kan skabe en omsætningsvækst på op til 50 millioner.
Søren Faebo er Altan.dks hovedansvarlige for det nye område og relationsopbygningen. Foto: Altan.dk.
Søren Faebo er Altan.dks hovedansvarlige for det nye område og relationsopbygningen. Foto: Altan.dk.

Altan.dk har historisk set haft sit kernemarked inden for andels- og ejerboligforeninger. De seneste år har virksomheden installeret mere end 120 elevatorer og årligt leveret mellem 2500 og 3000 altaner til danskerne. Nu bliver fokus rettet mod udlejningsejendomme, fremgår det af en pressemeddelelse.

– Vi har løsningerne og processerne – både på designet, de byggetekniske ophængningsmetoder og den professionelle og serviceorienterede gennemførelse af projekterne. Der er et stort marked at tage fat i, og interessen for at udvikle og udnytte potentialerne i de eksisterende etageejendomme er stor, fortæller Altan.dks hovedansvarlige for det nye område og relationsopbygningen Søren Faebo.

Med de senere års massive nybyggerier øges presset tilsvarende på de ældre og eksisterende etageudlejningsejendomme, som typisk ikke er forsynet med samme moderne komfort i form af elevatorer eller herlighedsværdier med altaner.

– Hvis lejerne skal betale tophusleje, forventer de også, at lejlighederne er topudstyrede. Det gælder naturligvis også de nye taglejligheder, som i disse år indrettes i stor skala i de uudnyttede tørrelofter, hvor elevatorer og tagaltaner kan give lejlighederne den ekstra attraktionsværdi, siger Søren Faebo.

Åben for udenlandsk udvidelse

Altan.dk forventer betydelig vækst i omsætningen på dette nye markedssegment – både i København og i byerne på Sjælland og øerne; men også i de større byer vest for Storebælt. I Vestdanmark er der nemlig relativt flere udlejningsejendomme end i Hovedstadsområdet, som er meget præget af ejer- og andelsboligforeninger.

– I vores 2025-strategiperiode forventer vi, at det nye udlejningssegment konkret kan tilføre arbejdspladser til 15-20 ekstra medarbejdere og en direkte omsætningsvækst på 30-50 millioner kroner, siger Søren Faebo.

På sigt er virksomheden ligeledes meget åben for også at udvide konceptet ud over landets grænser – i første omgang til Sverige, hvor Altan.dk pt. er i fuld gang med mobiliseringen af sin organisation, kontor, showroom med videre.

Relateret indhold