Henrik Garver stoppede tidligere i år som adm. direktør for Foreningen af Rådgivende Ingeniører, FRI, efter 26 år i organisationen, heraf 17 år som direktør.
Som Dagens Byggeri tidligere har beskrevet, arbejder han siden sin afgang som strategisk rådgiver for arkitekt- og ingeniørvirksomheder med særligt fokus på byggeriet.
Henrik Garver stopper i FRI – og starter nyt rådgivningsfirma
Nu får han også en plads i bestyrelsen hos rådgivervirksomheden Ingeniør’ne, der gennem de seneste fem år har været i betydelig vækst og i dag tæller mere end 200 ansatte og aktiviteter flere steder i landet.
– Vi har en klar ambition om at rykke op blandt de helt store byggerådgivere i Danmark. Vi vil være en af de virksomheder, der som udgangspunkt bliver inviteret med, når de store og komplekse opgaver skal løses, fortæller adm. direktør John Andresen.
Indsigt og udsyn
Henrik Garver har gennem årene i FRI fulgt udviklingen i den danske rådgiverbranche tæt, og bestyrelsesposten giver ham ifølge eget udsagn mulighed for at bruge erfaringerne mere direkte i én virksomhed:
– I FRI arbejdede jeg på et overordnet niveau med hele branchen. Nu kan jeg bruge mine erfaringer mere direkte og være med dér, hvor de konkrete strategiske og forretningsmæssige beslutninger bliver truffet.
Ingeniørerne leverer nogle af de bedste resultater i et halvt århundrede
John Andresen kender den tidligere FRI-direktør fra sine fire år i foreningens bestyrelse og arbejdet i FRI’s Udvalg for Byggeri:
– Henrik er en af de personer, der kender den danske rådgiverbranche allerbedst. Han kommer med en indsigt og et udsyn, som bliver værdifuldt, når vi skal træffe de næste store valg for Ingeniør’ne.
Teknologi og arbejdskraft
Blandt de forhold, der ifølge Henrik Garver vil præge rådgiverbranchen de kommende år, er AI, digitalisering, adgang til arbejdskraft og skiftende konjunkturer. Samtidig vurderer han, at lokal tilstedeværelse og tætte kunderelationer fortsat kan være en konkurrencefordel over for større globale rådgivere.
– Der sker meget på teknologisiden og i måden, vi arbejder på, og det skal man følge med i. Samtidig bliver tillidsrelationen endnu vigtigere. Dygtige ingeniører og lokal viden kan opveje nogle af de omkostningsfordele, de globale aktører har, siger han.
Forventninger til fremtiden falder hos Europas rådgivere
Henrik Garver forventer, at Ingeniør’ne over de kommende fem år kan tage yderligere markedsandele og styrke sin position blandt andet i Aalborg og København.
Virksomhedens bestyrelse består efter udvidelsen af formand Thomas Pilo, der repræsenterer medejer Storskogen, samt Erling Hjorth Sørensen og Henrik Garver. Adm. direktør John Andresen deltager i bestyrelsens arbejde.
