Metalindustrien har kåret de dygtigste talenter med ML-Prisen

25 nyudlærte svende inden for metalindustrien blev fejret fredag formiddag i Industriens Hus.
De 25 prismodtagere efter prisoverrækkelsen. De står sammen med underdirektør i DI Lone Folmer Berthelsen og forbundssekretær i Dansk Metal Kasper Palm. Foto: Søren Malmose.
De 25 prismodtagere efter prisoverrækkelsen. De står sammen med underdirektør i DI Lone Folmer Berthelsen og forbundssekretær i Dansk Metal Kasper Palm. Foto: Søren Malmose.

Metalindustrien hyldede i fredags sin 25 største talenter i Industriens Hus i København, da ML-Prisen blev uddelt for 18. gang.

De 25 prismodtagere mødte på grund af corona op uden følge af familie, læremestre og faglærere, men en festtale blev de ikke snydt for. Den kom fra formand for Metalindustriens Uddannelsesudvalg og forbundssekretær i Dansk Metal Kasper Palm.

Verdens bedste erhvervsuddannelser

– Den teknologiske udvikling og dermed også jeres fag udvikler sig hamrende hurtig. I bliver nødt til at uddanne jer hele livet, hvis I skal blive ved med at have fingeren på den teknologiske puls. Og det har I heldigvis de bedste forudsætninger for. Et svendebrev med et stort 12-tal på fra verdens bedste erhvervsuddannelser – det kan I og jeres virksomhed være stolt af, sagde Kasper Palm.

Herefter fik prismodtagerne hver især statuette og blomster.

Til slut kom næstformand for Metalindustriens Uddannelsesudvalg og underdirektør i DI Lone Folmer Berthelsen på scenen.

– At I er nået hertil i dag skyldes ikke kun, at I har talent, men også at I har vilje, vovemod og evnen til at gøre jer umage. Der er brug for jer, for I er nøglen til vækst og velstand i Danmark, sagde Lone Folmer Berthelsen, som også takkede de virksomheder og skoler, der har uddannet prismodtagerne, og de familier, der har bakket op undervejs.

Hundredevis af svende indstillet til ML-Prisen

Flere end 200 nyuddannede svende var indstillet til den ærefulde pris. De 25 svende har alle udmærket sig med et 12-tal til svendeprøve og har desuden kvalificeret sig til prisen ved at have stort fagligt overblik, være kvalitets- og ansvarsbevidste og ved at være gode kammerater og kolleger på deres arbejdspladser.

Relateret indhold