Disse 5 værker er nomineret til Årets Arne

Der er nu fundet de fem mest kvalificerede værker til at modtage arkitekturprisen, som i år har fokus på det private rum og rum med plads til fordybelse, aktivitet og læring.
Børnehuset Egedammen. Foto: Jens Markus Lindhe.
Børnehuset Egedammen. Foto: Jens Markus Lindhe.

Årets Arne er siden stiftelsen i 2007 årligt blevet uddelt af Arkitektforeningen København og gives til opførte værker, der har løftet arkitekturen i hovedstadsområdet i det forgange år.

I år har man nu – efter en historisk tæt afstemning blandt alle Arkitektforeningens medlemmer – fundet de fem, der skal kæmper om trofæ.

Sidste år var det offentlige rum et gennemgående tema blandt de nominerede værker.

I år har fokus været på mere private rum og rum med plads til fordybelse, aktivitet og læring – så som Børnehuset Egedammen af BBP.

Bispebjergs Helende Haver. Foto: Erik Brandt Dam.
Bispebjergs Helende Haver. Foto: Erik Brandt Dam.

Med Storkøbenhavn som udgangspunkt ligger de nominerede værker til Årets Arne sjældent på bar mark, men skal ofte forholde sig til en kompleks historisk eller bebyggelsesmæssig kontekst, hvor der skal tages mange forbehold. I år er ingen undtagelse, hvor Erik Brandt Dam Arkitekter i samarbejde med landskabsarkitekt Charlotte Skibsted har genskabt Bispebjergs Helende Haver med nye rekreative rum og ud fra Edvard Glæsels oprindelige planer.

Tingbjerghusene. Foto: Vandkunsten.
Tingbjerghusene. Foto: Vandkunsten.

Tegnestuen Vandkunsten har i samarbejde med SLA fortættet Tingbjerg med flere boliger på et grønt areal mellem eksisterende byggerier. I to meget forskellige kontekster arbejder tegnestuerne med at aflæse og tilpasse sig stedet.

Kampsportens Hus. Foto: Jens Lindhe.
Kampsportens Hus. Foto: Jens Lindhe.

Det særlige ved Årets Arne er, at intet projekt er for stort eller for småt til at blive nomineret til prisen, så længe det opfylder prisens reglement. Det væsentlige er, om værket bevæger sanserne, og det ses tydeligt i nomineringen af Kampsportens Hus af Entasis og det lidt mere beskedne og mindre kendte værk, nemlig et hegn og et skur på Italiensvej af Philip Lütken.

Hegn og skure. Foto: Philip Lütken.
Hegn og skure. Foto: Philip Lütken.

Kåring af vinderen af Årets Arne og Årets Lille Arne 2023 sker til Arkitektforeningen Københavns nytårskur den 27. januar 2023 i Nikolaj Kunsthal.

Relateret indhold