Nordhavn får flydende aktivitetshus

Det nye aktivitetshus 'Det Flydende Foreningshus' får placering ved Sandkaj i Nordhavn i København. Lokale og Anlægsfonden støtter projektet med 1,9 millioner kroner.
Illustration: Spektrum Arkitekter
Illustration: Spektrum Arkitekter

I Århusgadekvarteret i Nordhavn bor der cirka 2.800 mennesker, og når kvarteret står færdigt, vil det huse 4.000 beboere – man forventer det stiger til 40.000 mennesker, skriver Lokale og Anlægsfonden i en pressemeddelelse. Her møder byen vandet, og et nyt anlæg ‘Det Flydende Foreningshus’ skal understøtte et aktivt idræts- og friluftsliv på og ved vandet.

Projektet er et resultat af et samarbejde, som Lokale og Anlægsfonden indgik i 2015 med By & Havn og Kultur- og Fritidsforvaltningen i Københavns Kommune om en kultur- og bevægelsesplan for Nordhavn.

Ifølge Lokale og Anlægsfonden skal huset understøtte de udendørs funktioner, der i forvejen er i bydelen, herunder Konditaget Lüders, kajakstøttepunktet ved Sandkaj og badezonen.

Projektet er en prototype, og flere funktioner kan kobles på i en fremtidig udvikling.

– Det Flydende Foreningshus skal være ramme om et spirende foreningsliv i bydelen Nordhavn. Det er et moderne bud på en kompakt urban facilitet, hvor adgangen til vand og socialt samvær er i fokus, inspireret af havnens oprindelige udtryk. Mødestedet skal styrke foreningslivet bredt og bliver én station ud af flere støttepunkter til fritidslivet – en moderne måde at tænke fritidsfaciliteter, hvor man arbejder i de mulige mellemrum i storbyen, siger Anna Hassel, arkitekt i Lokale og Anlægsfonden.

En flytbar facilitet

Det Flydende Foreningshus er flytbart og bygget på modulære standardpontoner, som nemt kan flyttes eller skaleres til en større facilitet. Det er en nytænkning af de traditionelle bådhuse med store vinduespartier, udearealer og høj arkitektonisk og rekreativ værdi, hvor inde og ude smelter sammen for at give brugerne oplevelsen af at komme tæt på vand, vind og vejr.

By & Havn er bygherre, og det er Spektrum Arkitekter, som har tegnet projektet. Faciliteten forventes klar i løbet af efteråret 2019, skriver Lokale og Anlægsfonden i pressemeddelelsen.

Den totale anlægsudgift er 11.400.000 kroner. By & Havn bidrager til projektets økonomi med 7 millioner kroner, KKFF bidrager med 2,5 millioner kroner og Lokale og Anlægsfonden støtter med 1,9 millioner kroner.

Relateret indhold