Om projektet
- Havnebryggen Sirius
- Areal: 14.000 kvm. plus 6.400 kvm. p-kælder
- Antal boliger: 116 ejerlejligheder
- Bygherre: PensionDanmark
- Entreprenør: KPC
- Arkitekt: Henning Larsen Architects
- Bæredygtighedscertificering: Forventes at få DGNB Guld
Med 116 kommende boliger i Havnebryggen Sirius fortsætter PensionDanmark med at udvikle boliger på Islands Brygge langs Københavns havn i forlængelse af projekterne Havnebryggen Polaris, Pollux og Castor.
Projekt består at to ens tårne på hver 14 etager med p-kælder under bygningerne. Tårnene får altaner, der går stort set ubrudt hele vejen rundt om bygningerne. På altanerne er der indbygget altankasser med vandingssystem baseret på opsamlet regnvand. Det grønne udtryk er skaleret til danske forhold sådan at dagslys og udsyn ikke begrænses og med plantearter, der kan klare det danske klima.
Størstedelen af stueetagen i Sirius-projektet og naboprojektet Castor får udadvendte funktioner i stueetagen. De skal understøtte bylivet ved den centrale plads, der ligger mellem de to projekter og forbinder vejen Islands Brygge med havnekajen og den fremtidige cykel- og gangbro over havneløbet til Enghave Brygge.
– Vi ser frem til igen at skulle bygge med vores totalentreprenør KPC, som vi har gode samarbejdserfaringer med. Der bliver tale om attraktive boliger med en helt unik beliggenhed tæt ved vandet og rekreative områder i spændende omgivelser med masser af liv. Vi venter lige så stor interesse for disse boliger, som der har været for vores første boligprojekter på Islands Brygge. Derfor forventer vi et fornuftigt afkast af investeringen til vores medlemmer, siger adm. direktør Torben Möger Pedersen, PensionDanmark.
Havnebryggen Sirius forventes at blive bæredygtighedscertificeret til DGNB Guld og opføres med høj anvendelse af bæredygtige materialer ud fra livscyklusanalyser og miljømæssige risici.