Antallet af indgåede uddannelsesaftaler stiger markant på installationsbranchens uddannelser. Det kan aflæses i statistikken fra Undervisningsministeriet.
I perioden januar-maj 2018 er antallet af indgåede uddannelsesaftaler på vvs-energiuddannelsen nærmest eksploderet. Her er antallet af indgåede uddannelsesaftaler steget med hele 34,9 procent sammenlignet med året før. Også på elektrikeruddannelsen er antallet steget. Her er der blevet indgået 12,7 procent flere uddannelsesaftaler end året før.
Hos brancheorganisationen Tekniq glæder man sig over den flotte fremgang på de to uddannelser.
– Hvis Tekniqs prognoser holder stik, er det ikke kun antallet af varme sommerdage, der slår rekord i år. Hvis tendensen fortsætter, så runder vi 1.000 uddannelsesaftaler på vvs-energiuddannelsen, og slår derved rekorden fra 2006, hvor der blev indgået 877 aftaler, siger underdirektør Tina Voldby.
Ifølge de nye tal er det særligt på skolerne Technical Education Copenhagen (TEC), Herningsholm Erhvervsskole og TechCollege, der har været med til at hæve andelen af uddannelsesaftaler – og ifølge Tina Voldby skyldes den flotte fremgang særligt tre ting.
– Rigtig mange dygtige unge mennesker har fået øjnene op for vvs-energiuddannelsen, som er en spændende teknisk uddannelse, hvor man blandt andet får mulighed for at tage aktiv del i den teknologiske udvikling og den grønne omstilling. Succesen er resultatet af, at kompetenceniveauet i uddannelsen er blevet hævet, og en branding af uddannelsen gennem flere år overfor de unge og deres forældre. Derudover er det dejligt, at installationsvirksomhederne står klar til at tage godt imod de unge. Derfor stiger antallet af uddannelsesaftaler eksplosivt, siger Tina Voldby.