Antallet af ulykker i byggebranchen falder

I 2017 var der færre til skade i bygge- og anlægsbranchen end året før. Det er en god udvikling i en branche, hvor man ellers er begyndt at løbe stærkere.
Foto: Succo // Pixabay.com
Foto: Succo // Pixabay.com

I 2016 var der 19,0 ulykker pr. million arbejdstimer, mens det i 2017 var faldet til 15,4. Det viser nye tal fra Dansk Arbejdsgiverforening. Det er samtidig det største fald blandt de repræsenterede brancher.

– Det er en lykkelig nyhed, at færre kommer til skade i bygge- og anlægsbranchen. Hvad, der gør det ekstra godt, er, at man ofte i opgangstider ser, at omfanget af ulykker stiger. Det skyldes, at man løber stærkere og også ansætter folk, som ikke er vant til at være på en byggeplads, siger Mette Møller Nielsen, der er arbejdsmiljøchef i Dansk Byggeri.

Det skriver Dansk Byggeri i en pressemeddelelse. Mette Møller peger dog på, at DA’s statistik ikke viser hele byggebranchen:

– Statistikken viser, at de virksomheder, der bruger DA’s statistik, er lykkedes med at knække ulykkeskurven. Der er masser af virksomheder, der tager initiativer og arbejder benhårdt for det gode arbejdsmiljø. Det er en meget positiv udvikling, som forhåbentlig vil fortsætte i de kommende år.

Nul ulykker i NCC Råstoffer

I NCC Råstoffer kunne man i sidste fredag berette, at man var nede på nul ulykker med fravær. Det skrev de i en pressemeddelelse.

– Skal vi ulykkerne til livs, skal vi tage dem ved roden. Og det har vi gjort ved at sætte sikkerhed før alt andet og hele tiden inddrage medarbejderne i arbejdet. Det er derfor et resultat, vi har nået sammen, og som vi meget stolte over, siger Michael Hansen, adm. direktør i NCC Industry A/S, Råstoffer.

Helle Rømer, der er arbejdsmiljøchef i NCC, peger samtidigt på, at en af de største udfordringer i forebyggelsen af ulykker er at få medarbejderne med ombord.

– Et sikkert arbejdsmiljø skaber vi ikke ved blot at indføre regler og sikkerhedsfremmende aktiviteter. Det skal komme indefra og altså være en levende og naturlig del af arbejdet. Det gør vi kun, hvis lederne formår at motivere medarbejderne ved at inddrage dem i arbejdet.

Relateret indhold