100 almene ungdomsboliger og 200 privatejede boliger er på vej til Kongsvang. Den ene af grundene, der bygges på, står lige nu ubenyttet hen, men i fremtiden vil der komme nyt liv og grønne områder til.
Det skriver Aarhus Kommune i en pressemeddelelse.
Mellem midtbyen og Viby Torv og tæt på Kongsvang Station vil over 300 boliger snart kunne stå klar. Magistraten behandlede i mandags forslaget til en lokalplan, der muliggør at opføre godt 100 almene ungdomsboliger og 200 privatejede på Bjørnholms Allé i Kongsvang.
– Det glæder mig, at byudviklingen fortsætter så hastigt uden for Ringgaden, og vi lykkes med at udnytte det areal, vi har til rådighed. Med de mange nye ungdomsboliger kan vi tilføre liv til en ubrugt grund og tilføje grønne områder til glæde for alle områdets beboere. Samtidig skal vi sikre os, at der er den nødvendige kapacitet i trafikken til at betjene de nye og eksisterende borgere i Kongsvang, siger Bünyamin Simsek, rådmand for Teknik og Miljø.
Området ligger ved jernbanen med kort gåafstand til Kongsvang Station. I forbindelse med opførelse af boligerne vil der blive etableret forbedret adgang til Kongsvang Station og til buslinjerne på Skanderborgvej, samt nyt fortov og hastighedsdæmpning på Bjørnholms Allé.
Tagterrasser, minitorv og grønne områder
Lokalplanen ligger op til, at ungdomsboligerne bygges i fire etager, og boligerne mod nord i to-fem etager og enkelte af dem med tagterrasser. I det nordlige område etableres et minitorv mod banen og cykelparkering tæt på bygningernes indgange, som kan blive beboernes naturlige mødested. De grønne områder vil hovedsageligt vende mod Bjørnholms Allé.
Lokalplanen kommer i høring i løbet af sommeren, og det undersøges nærmere, om der i den forbindelse skal indkaldes til borgermøde.