En lille sporingschip på værktøjet, som via bluetooth skaber kontakt til installatørens mobiltelefon. Og en app med alt hvad der skal til for at få det fulde overblik over virksomhedens værktøj. Det er Brødrene Dahls bud på materielsporingstype. Løsningen er fuldautomatisk. Dermed gør den op med de eksisterende materielsporingsløsninger på markedet, som kræver manuel registrering, hvilket skaber fejl og et helt unødigt tidsforbrug.
I Brødrene Dahls materielsporing er alle manuelle processer og registreringer overflødiggjort, for chippen holder selv øje med, hvor den er og viser det i app’en på medarbejdernes mobiltelefoner og virksomhedens pc’er.
Løsningen er baseret på Nanolinks sporingschips og udviklet til håndværkere. De små chips tåler både vand, stød, frost og varme og er derfor meget holdbare og kræver ikke opladning eller tidskrævende batteriskift.
– Vi ved fra vores kunder, at det skal være nemt for at fungere. Installatørerne har travlt, og kan nemt på de traditionelle, manuelle systemer glemme at registrere, når de tager et værktøj eller giver det videre til en kollega. Desuden kræver den manuelle håndtering tid, og det er en omkostning, det kan være svært at få kunden til at betale for, siger kommerciel direktør i Brødrene Dahl, Morten Kilden Nikolajsen, og forklarer, at Brødrene Dahls løsning derfor er fuldautomatisk. De små sporingschips kommunikerer via radiobølger og fortæller hele tiden, hvilken mobiltelefon, de er tættest på, så installatøren altid har det fulde overblik.
– Flere og flere installatører får øjnene op for materielsporing. Det er smart at vide, hvor værktøjet er, så man slipper for at bruge tid på at lede, købe dyre dupletter, kassere i utide pga. manglende vedligehold osv. Vi har længe gerne villet tilbyde en løsning, men har haft som krav, at den skulle være mere brugervenlig end de eksisterende muligheder. Det har vi fundet sammen med Nanolink, som kan præcis det vores kunder efterspørger, siger Morten Kilden Nikolajsen.
Brødrene Dahls materielsporing er abonnementsbaseret, og sporingschips kan fås til både eksisterende og nyt værktøj.