Udbygningen af sygehuset i Aabenraa til fuldudrustet akutsygehus for Sønderjylland er inddelt i to faser, hvor første fase er bygget færdigt og taget i brug i efteråret 2014. Region Syddanmark har netop holdt licitation på den såkaldte fase 2, der primært består i at bygge en ny sengebygning, men også omfatter også en række ombygninger på det eksisterende sygehus og etableringen af parkeringspladser og en heliport.
Tre af de fem indstillede hovedentreprenører valgte at komme med tilbud, og på baggrund af en evaluering ud fra kriteriet om det bedste forhold mellem pris og kvalitet har innovationsudvalget i Region Syddanmark indstillet, at entreprenørfirmaet 5E Byg får opgaven. Samlet set løber håndværkerudgifterne med 5E Bygs tilbud op i cirka 429 millioner kroner, hvilket er knap tre millioner kroner under det budgetterede.
Ligger tæt
– Det er meget glædeligt, at håndværkerudgifterne til den sidste store udbygning af akutsygehuset i Aabenraa holder sig inden for budgettet – endda med en fin margin. Særligt set i lyset af, at vores rådgivere havde advaret os om, at licitationen kunne ende med en overskridelse af budgettet. Alle tre afgivne tilbud ligger meget tæt på hinanden, og det vidner om ensartede og troværdige priser. Derfor er vi i udvalget også helt trygge ved at indstille til regionsrådet, at det er 5E Byg, der får opgaven, siger formand for Region Syddanmarks innovationsudvalg, Karsten Uno Petersen.
Det samlede budget for fase 2 er på 794 millioner kroner, og udover udgifterne til håndværkere skal de resterende penge bruges på udgifter til rådgivning, apparatur, udstyr, vejrlig og kunst.
Udbygningen af sygehuset i Aabenraa til akutsygehus er et kvalitetsfondsprojekt, der delvist er finansieret af penge fra staten. Samlet set er der afsat 1.398 millioner kroner til projektet.
Ifølge tidsplanen forventes fase 2 at være færdig senest medio 2021. Regionsrådet skal på regionsrådsmødet den 27. marts endeligt godkende, at 5E Byg får opgaven.