DM i Skills 2017 slår dørene op i Aalborg 26.-28. januar. Med blandt deltagerne er to unge tagdækkere fra Learnmark Tech. Simon Lund og Lasse Meisner stiller op i to skills-discipliner: Tagdækning af fladt tag med hvidt tagpap og blikarbejde, som de har trænet ihærdigt i.
– Vi er ikke vant til at arbejde med det hvide pap, så det kræver lidt ekstra træning, men vi skal jo være skarpe i det hele. Alle linjer skal være snorlige og passe præcist til tegningernes mål. Derudover bliver vi bedømt på, om vi er gode til at holde orden på vores arbejdsområde og på vores sikkerhed i arbejdet, fortæller Lasse Meisner.
Tagdækkernes konkurrence er individuel, og det betyder, at de to holdkammerater er konkurrenter til DM.
– Vi går begge to efter at vinde, alt andet ville da være dumt, men vi skal nok finde tid til at hjælpe hinanden, hvis der bliver brug for det. Vi glæder os meget til at deltage og til at vise, hvad vi dur til. Det bliver helt sikkert en kæmpe oplevelse, hvor vi skal koncentrere os 100 procent om vores arbejde, siger Simon Lund.
Tagdækkerne har 21 timer til løse to opgaver: Tagdækning af skråtag med vindue, lister og udluftning og tagdækning af fladt tag.
27-årige Lasse Meisner er lærling hos BM Tagdækning i Hadsten, hvor han er udlært i marts 2018. Simon Lund er ligeledes 27 år og er lærling hos Olsens Tagdækning i Gassum ved Randers. Han er også udlært i marts 2018.