Priserne i det øverste lag af boligmarkedet i København kan godt følge med andre større europæiske byer. Således er en stor penthouse bolig på Kærholm i Københavns nye attraktive kanalby netop solgt for 20 millioner kroner – det er ifølge projektudvikleren NPV, som står bag Kærholm, ny rekord for området langs Københavns Havn.
Køber har her fået 300 kvadratmeter luksusbolig med 100 kvadratmeter tagterrasse og to altaner.
Liebhaveri i bedste ende
Køber havde set på andre nybyggerier i havnen, men faldt for det unikke kanalby-miljø på Engholmene med vand til tre sider, uhindret udsigt hele vejen fra Operaen i nord til Amager Fælled i syd – og privat P-kælder under huset.
Køber kontaktede NPV og ejendomsmægleren og fortalte om sin drøm om den ultimative bolig. Begge var parat til at gå langt for at imødekomme ønskerne. Løsningen blev at lægge to lejligheder sammen og skræddersy lejligheden til købers ønsker.
NPV A/S opfører 196 lejligheder på Kærholm, som er første etape på Engholmene. Heraf er solgt 152 lejligheder med indflytning i foråret 2017. Næste etape, Myrholm, rummer 214 lejligheder med indflytning i 2018.
– I et byggeri som dette i den høje ende hvad angår beliggenhed, miljø og kvalitet, lægger vi op til individualitet, hvor køberne kan vælge indretning, materialer, farver mm. Men denne gang blev vi udfordret, siger salgs- og marketingchef Alexander Mottlau, NPV.
Ny rekord?
Prisrekorden kan blive overgået på Myrholm. Her kan der indrettes to tilsvarende penthouse boliger, som afhængig af købers ønsker vil koste 17-21 millioner kroner.
Engholmene er en del af den nye kanalby på Enghave Brygge, der bygges med Amsterdam, Venedig – og Christianshavn som forbillede. Enghave Brygge er området i forlængelse af Kalvebod Brygge syd for Fisketorvet og ligger direkte ud mod Københavns Havn.
Byggeriet på Kærholm er tegnet af Gröning Arkitekter.