Energirenoveringer hentes hjem ved hussalg

En analyse fra Copenhagen Economics påviste sidste år, at det er økonomisk attraktivt for boligejerne at energirenovere deres huse.
- Man får pengene med igen den dag, man skal sælge sin ejendom, siger Direktør Michael H. Nielsen fra Dansk Byggeri om energirenoveringer. Illustration: Colourbox.
- Man får pengene med igen den dag, man skal sælge sin ejendom, siger Direktør Michael H. Nielsen fra Dansk Byggeri om energirenoveringer. Illustration: Colourbox.

Det mærkes måske ikke i første omgang tilstrækkeligt på varmeregningen, men den dag, hvor parcelhuset skal sælges, er der er priseffekt på salgsprisen for én-familiehuse i størrelsesordenen 100 kvadratmeter på 40.000 – 55.000 kroner pr. trin på energimærkningsskalaen.

Vel at mærke når man renser for stort set alle andre faktorer som eksempelvis beliggenhed, forsyningsform og opførelsestidspunkt.

Direktør Michael H. Nielsen fra Dansk Byggeri fremhæver, at tallene viser, at der er incitamenter til at anvende den grønne BoligJobordning både i år og næste år til at foretage energiforbedringer, ligesom der kan opnås tilskud fra energiselskaberne.

Godt argument

Han understreger over for Dagens Byggeri, at analysen dokumenterer en sammenhæng mellem energimærkningen på boligen og boligens handelspris.

– Det er et godt argument for at gøre noget energimæssigt ved sin bolig. Man får pengene med igen den dag, man skal sælge sin ejendom. I takt med, at energipriserne de seneste par år er faldet, er den snævre beregning af besparelsen på energiregningen blevet lidt mindre. Men ud over en højere pris viser erfaringerne også, at liggetiden i forbindelse med et salg af boligen er kortere. Sidst, men ikke mindst, er der en komfortforbedring i at bo i en energiforbedret bolig, siger Michael H. Nielsen.

Hjælper på vej

Han erkender, at tilskuddenes størrelse hører til i den mindre ende af skalaen, når regnestykket skal gøres op, men peger dog på, at værdien for et ægtepar kan løbe op i cirka 10.000 kroner af arbejdslønnen ved energirenoveringer, hvortil kommer et tilskud fra energiselskaberne svarende til 30-40 øre pr, kilowatttime, der spares i energi.

– Set i det store regnestykke er det ikke store penge, men det hjælper økonomien på vej, siger Michael H. Nielsen.

Ifølge analysen fra Copenhagen Economics viste en rundspørge blandt 47 ejendomsmæglere, at det – at stige ét trin på energimærkningsskalaen – tilskrives samme værdi som 10-15 ekstra kvadratmeter.

Desuden viser resultatet, at både købere og mæglere vurderer, at et C-mærket hus kan sælges for omtrent 100.000 kroner mere end et ellers fuldstændig tilsvarende E-mærket hus.

Relateret indhold