Kort om Krone Vinduer A/S
- Krone Vinduer A/S er en 100 procent danskejet ordreproducerende vinduesfabrik, som i mere end 60 år har fremstillet vinduer og døre. De har leveret facadeløsninger til internationalt anerkendte og prisbelønnede bygninger. De har produktion i Harken og Aabybro i Nordjylland og beskæftiger pt. ca. 140 medarbejdere.
Gennem årene har Krone Vinduer leveret døre og vinduer i mange udformninger og materialer til byggerier i Danmark og i udlandet. Kerneværdierne høj kvalitet, specialløsninger og bedst mulige energioptimering er omdrejningspunktet, når der skal leveres til moderne byggerier.
Et af dem er byggeriet Kærholm på Enghave Brygge, der er det første af tre boligbyggerier med eksklusive lejligheder i Københavns nye kanalby.
– Gennem et godt og konstruktivt samarbejde med arkitekterne og Casa A/S som totalentreprenør har vi for alvor bevist vores koncept med designfrihed og udvikling af arkitekturen. Udgangspunktet var egentlig en standard løsning med træ/alu vinduer, men tombak på facaden gav udfordringer med vinduernes aluminiumsoverflade, der vil korrodere. Vi fandt en løsning, da vi som den eneste producent fremstiller kompositvinduer, der passer fint i sammenhæng med ædelmetaller, siger Christian Olesen, projektdirektør i Krone Vinduer.
Leverancen til den første boligø Kærholm udgør et tocifret millionbeløb og strækker sig frem til oktober måned i år.
Designfrihed
Arkitektfirmaerne Gröning og Arkitema har sammen med bygherren valgt en kombination af vinduestypen Ecliptica og COto62 til både vinduer og døre. Ecliptica er et kompositvindue med indvendig del i fyrretræ med 45 mm karm/ramme system. Den udvendige del i komposit/glasfiber er en ekstrem stærk overflade, der ikke korroderer med facadens tombak-metal.
De steder, hvor facaden ikke er dækket af tombak, blev træ/alu elementet COto62 valgt. En træ/alu løsning med indvendig del i fyrretræ. Begge vinduestyper leveres i store størrelser med gulv-til-loft elementer for stort lysindfald i lejlighederne.
Ofte skal arkitekturen tilpasses producenternes standardløsninger, men hos Krone Vinduer går de den modsatte vej med designfrihed for arkitekten.
– Krone Vinduer har indenfor en meget stram tidsplan formået at indfri bygherrens, entreprenørens og arkitekternes ønsker til et varieret vinduesprojekt i høj kvalitet. Vi har i processen desuden oplevet Krone Vinduer som en fleksibel og innovativ leverandør, som vi gerne samarbejder med igen, siger arkitekt Dorthe Keis, partner i Arkitema.