Varmevirksomheder skylder over én milliard til forbrugerne

Overdækning hos landets varmevirksomheder har de seneste to år akkumuleret sig til over 1 milliard kroner, da varmevirksomhederne typisk ikke ændrer varmeprisen i løbet af året.
Varmevirksomhederne har en gæld til forbrugerne på over én milliard kroner. Foto: Colourbox.
Varmevirksomhederne har en gæld til forbrugerne på over én milliard kroner. Foto: Colourbox.

Energitilsynet har undersøgt landets 600 varmevirksomheder og fundet, at omkring 130 af disse i 2013 og 2014 har haft overdækning. Overdækningen er i 2014 oversteget 10 pct. af omkostninger. Alt i alt skal varmekunderne have betalt over en milliard kroner tilbage. Det skriver Energitilsynet i en pressemeddelelse.

Overdækning

Overdækning forekommer, når prisen på fjervarme overstiger varmevirksomhedens omkostninger til at producere og levere den til forbrugeren. Når overdækning opstår, skal varmekunden godtgøres i det efterfølgende regnskabsår, dikterer varmeforsyningsloven.

Energitilsynet peger i analysen på, at overdækningsprocenterne skyldes, at varmeproducenten og distributøren har indgået privatretlige fastprisaftaler om levering af varme. Hvilket ikke er i uoverensstemmelse med loven.

Det risikeres dog, at den aftalte pris overstiger omkostninger, hvorfor overdækning opstår. Det forårsages, idet der ikke er tradition for at ændre prisen i løbet af året, påpeger Energitilsynet.

Kontrolindsats

Ifølge Energitilsynet havde et standard parcelhus en varmepris på ca. 14.000 kr. i 2014. En overdækning på 20 pct. betyder i dette tilfælde et tilgodehavende på 2.800 kr, hvorfor der er penge at hente for den enkelte varmeforbruger.

Energitilsynet skriver i pressemeddelelsen, at man har gennemført en kontrolindsats, der skal sikre, at varmekunderne få deres penge tilbage.

Yderligere opfordrer Energitilsynet til at undgå fastprisaftaler og i stedet basere prisen på de budgetterede nødvendige omkostninger til produktion og levering af fjernvarme.

Relateret indhold