Østerbro, Nørrebro og Nordvest forenes i nyt bykvarter

Alfa Development har netop overtaget en godt 20.000 m2 stor grund på Rovsingsgade i København, som ud fra ejendomsudviklerens eget lejeboligkoncept skal omdannes til kvarter, der favner fællesskab og livskvalitet.
IrmaByen i Rødovre (visualisering), der er under opførelse, er ligesom på Rovsingsgade et Living By Alfa-projekt.
IrmaByen i Rødovre (visualisering), der er under opførelse, er ligesom på Rovsingsgade et Living By Alfa-projekt.

I det gamle industriområde på grænsen mellem Nørrebro, Østerbro og Nordvest strækker Rovsingsgade i København sig over 1,3 km.

Gaden forbinder Tagensvej og Lyngbyvej og fungerer som en forlængelse af den gamle jernbane, der i dag er blevet omdannet til Nørrebroparken.

Området huser i dag flere større bilkæder og industribygninger, men er i stigende grad også blevet ledsaget af start-ups og forskellige typer af kreative virksomheder, der har givet nyt liv til området. På den anden side af grundstykket ligger et større boligområde med en kombination af private lejligheder, andelsboliger og almene boliger, mens en af områdets største industribygninger netop er blevet gennemrenoveret og omdannet til et moderne kontormiljø.

I og omkring området finder man også specialbutikker og større supermarkeder, skoler, institutioner og sportsfaciliteter, caféer, restauranter og bagerier, mens metro, tog og buslinjer letter vejen til og fra byen. gør infrastrukturen optimal, om du skal ind til eller ud af byen.

Lokal sammenhængskraft og livskvalitet

Nu har ejendomsudvikleren Alfa Development overtaget en godt 20.000 m2 stor grund på Rovsingsgade, hvor et eksisterende erhvervsområde skal omdannes til et nyt bæredygtigt bykvarter med fokus på livskvalitet, fællesskab, grønne områder og diversitet:

– Med købet af Rovsingsgade-grunden ønsker vi at skabe et nyt bykvarter, der supplerer og styrker de mange kvaliteter, som området allerede besidder. Det skal være et grønt og bæredygtigt bykvarter, der bidrager til at understøtte lokal sammenhængskraft og livskvalitet for alle, som skal bo og færdes i området, og samtidig sikrer naturlig tilknytning til den omkringliggende by, siger adm. direktør Jan Kristensen, og tilføjer:

– For Alfa er livskvalitet og bæredygtighed nøgleord, og vi bestræber os på at indarbejde denne forståelse i alt, hvad vi gør – fra udvikling og opførelse af byggeriet til vi afleverer området til de nye beboere.

Opføres efter lejebolig-koncept

På nuværende tidspunkt er planen, at det nye bykvarter skal omfavne en bred målgruppe; lige fra den lille familie, der værdsætter byens tilbud, trygheden og nærheden til institutioner, til seniorparret, der er på udkig efter fællesskaber, grønne arealer og god infrastruktur – ud fra konceptet ‘Living By Alfa’, der er lejeboliger omgivet af aktiviteter, services og fællesområder, som faciliteres af en Community Manager, der sikrer, at fællesskabet tager form og understøttes:

– Området kunne give mulighed for at omdanne en del af grundstykket på Rovsingsgade til endnu et Living By Alfa-koncept, hvor det første netop nu er under opførelse i IrmaByen i Rødovre. Her er omdrejningspunktet fællesskab, bekvemmelighed og social interaktion på tværs af generationer, fortæller Jan Kristensen.

Relateret indhold