Forslag: Kædeansvar på Metrobyggeriet

Enhedslisten vil have kædeansvar i kontrakterne ved metrobyggeri, og beskæftigelsesministeren afkræves handling
- Beskæftigelsesminister Mette Frederiksen må forklare, hvorfor arbejdsmiljøet er så elendigt og farligt i Metrobyggeriet, siger Finn Sørensen (Ø). Foto: Steen Brogaard.
- Beskæftigelsesminister Mette Frederiksen må forklare, hvorfor arbejdsmiljøet er så elendigt og farligt i Metrobyggeriet, siger Finn Sørensen (Ø). Foto: Steen Brogaard.

To elektrikere fra en italiensk entreprenør kom for nylig til skade under en eksplosion og efterfølgende brand i den københavnske metro.

Det får Enhedslistens medlem af Metrobyggeriets bestyrelse Signe Færch og partiets ordfører mod social dumping, Finn Sørensen, på banen med krav om kædeansvar ved arbejdsmiljøsager.

– Det er en forfærdelig ulykke som simpelthen ikke må ske. Jeg har gentagne gange taget det bekymrende arbejdsmiljø op. Jeg vil nu kræve, at Metroselskabet kommer med en redegørelse for den konkrete ulykke, så ansvaret kan placeres. Selskabet skal også redegøre for, hvorfor der er så mange alvorlige arbejdsulykker, og hvad direktionen vil gøre for at rette op på det, siger Signe Færch.

Ved næste bestyrelsesmøde vil hun foreslå, at der skal skrives kædeansvar for arbejdsmiljøet ind i kontrakterne.

– Vi får aldrig rettet op på tingene, hvis vi ikke placerer ansvaret hos hovedentreprenøren, siger Signe Færch.

Finanslovskrav

Finn Sørensen peger på, at hvis Folketinget havde vedtaget Enhedslistens forslag om kædeansvar, også for arbejdsmiljø, “havde Metroselskabet nok i højere grad levet op til deres ansvar”. Han bebuder, at Enhedslisten vil rejse kravet igen ved de kommende finanslovsforhandlinger:

– Beskæftigelsesminister Mette Frederiksen må forklare, hvorfor arbejdsmiljøet er så elendigt og farligt i Metrobyggeriet. Ved andre store byggerier som Øresundsbroen og DR lykkedes det jo at gennemføre uden så mange alvorlige arbejdsulykker, siger Finn Sørensen.

Antallet af ulykker ved metrobyggeriet var i 2013 ifølge 3F 48 procent større end på en gennemsnitlig byggeplads.

Relateret indhold