Pihl-konkursen er for de flestes vedkomne ved at være et overstået kapittel – om end sagen fortsat popper op i medierne i ny og næ. Og det kan vi faktisk godt forvente, den bliver ved med. I hvert fald vurderer Henrik Steen Jensen, som er kurator og en af de advokater, der skal rydde op i entreprenørvirksomheden, at der vil gå mange år, før afviklingen er gennemført.
Det er Berlingske Business, der har talt med ham, og her afslører han, at han frygter, at processen kan tage op mod 15 år.
– Vi risikerer, at det her kommer til at løbe i ti til femten år. Der ligger kontrakter med kunder om at opføre byggerier, som er startet op kort før konkursen. Det tager måske tre til fire år at bygge dem, og derefter er der en garantiperiode på måske ti år, siger Henrik Steen Jensen til avisen.
Det er især garantiperioden, det hele afhænger af, da den efter international entrepriseret kan løbe op til ti år.