Ringkøbing: Et stort hit at have bolig i naturen

Efterspørgsel får nu Ringkøbing-Skjern Boligforening til at bygge yderligere 33 energivenlige boliger i ny bydel, der viser andre veje for, hvordan man kan bo miljømæssigt forsvarligt med direkte adgang til naturen.
De nye boliger forventes at stå klar til indflytning ved udgangen af 2023. Foto: Søren Palmelund.
De nye boliger forventes at stå klar til indflytning ved udgangen af 2023. Foto: Søren Palmelund.

– Vi kan se, at konceptet med at bo i naturen i et miljørigtigt byggeri kan tiltrække beboere fra hele landet, så vi glæder os til at stikke spaden i jorden til endnu flere boliger, siger formand Karsten Håkonsen fra Ringkøbing-Skjern Boligforening.

I første omgang bestod byggeriet Fjordudsigten i Naturbydelen af 47 boliger, men nu bygges yderligere 33 boliger tegnet af Bjerg Arkitektur.

– Det er en stor fornøjelse at opleve det liv, der spirer i Naturbydelen, og det glæder mig, at Ringkøbing-Skjern Boligforening understøtter byudviklingen så fornemt ved at opføre flere ambitiøse lavenergi-boliger. Vi har allerede set, at boligerne appellerer til både unge og ældre – og nu får endnu flere mulighed for at flytte ind og leve det gode liv midt i naturen, siger borgmester i Ringkøbing-Skjern Kommune, Hans Østergaard.

Glæde over ‘mere af samme skuffe’

De nye boliger kommer til at ligge midt i Naturbydelen med adgang til sø, skov og vidtstrakte enge og med udsigt til Ringkøbing Fjord for de flestes vedkommende.

Boligerne bliver både i 1 plan og 2 plan, og hver bolig har enten en terrasse i stueplan eller en altan på 1. sal. Der bliver kun opført tre- og fireværelses boliger, da det er dem, der er størst søgning på.

Boligerne bliver mellem 80 og 115 m2 til en husleje på 6.600-8.250 kroner.

– Med udviklingen af Naturbydelen vil vi gerne vise nogle nye veje for, hvordan man kan bo miljømæssigt forsvarligt med direkte adgang til naturen. Boligerne i Fjordudsigten er med deres lave energiforbrug både aktuelle og attraktive, så jeg er rigtig glad for, at Boligforeningen nu bygger mere af samme skuffe, siger projektdirektør i Naturbydelen Ringkøbing, Peter Kirketofte.

Første spadestik afholdes d. 26. august.

Relateret indhold