Sådan vil NCC fange forsinkelserne tidligere

Entreprenøren vil bruge tidsplanen mere aktivt til at opdage problemer, før de får konsekvenser for resten af byggeprojektet – uden at tilføre mere administration.
Vest og sikkerhedshjelm ligger ovenpå væltet hegn.
Sidste år fandt Rigsrevisionen, at 60 % af 120 statslige bygge- og anlægsprojekter ikke blev færdige til tiden. Foto: Gettyimages.

Forsinkelser er fortsat en markant udfordring på større bygge- og anlægsprojekter.

I en undersøgelse af 120 statslige bygge- og anlægsprojekter fandt Rigsrevisionen sidste år, at 60 % ikke blev færdige til tiden. De forsinkede projekter var i gennemsnit omkring to et halvt år forsinkede.

Undersøgelsen viste samtidig en sammenhæng mellem ændringer i projekternes indhold og efterfølgende forsinkelser.

Læs også

Hvad går galt i statens bygge-og anlægsprojekter?

Det stiller krav til planlægningen, når et projekt først er kommet i gang, og ifølge Helle Kvartborg, der er planlægningschef hos NCC, er en del af udfordringen at gøre konsekvenserne af ændringer synlige tidligt:

– Vi taler meget om den kritiske vej i byggebranchen, men udfordringen er, når virkeligheden møder tidsplanen. Hvis der kommer ekstraarbejder eller ændringer ind, skal vi kunne vise, hvad der er ved at skride, og hvad det betyder for de efterfølgende aktiviteter, uden at tidsplanen bliver så detaljeret, at det ender i micro management, siger hun.

Kan skabe det store overblik

Hos entreprenørvirksomheden arbejder man blandt andet med lokationsbaseret planlægning og staderegistrering som supplement til den økonomiske opfølgning.

Planlægningschef Helle Kvartborg, NCC.

Allerede i tilbudsfasen deles projekterne op i eksempelvis bygningsafsnit, etager eller zoner med det formål at skabe overblik over byggeflowet og identificere kritiske aktiviteter og bygningsdele tidligt.

Læs også

Byggeriet er fanget i en konfliktkultur

Metoden bliver blandt andet brugt i forbindelse med et større projekt, som NCC er ved at afgive tilbud på.

Her skal eksisterende erhvervsaktiviteter fortsætte, mens der bygges omkring dem, og det betyder eksempelvis, at tekniske installationer i kælderen og eventuelle omlægninger skal indgå i planlægningen fra begyndelsen.

– Når man både skal bygge og holde eksisterende aktiviteter i gang, opstår der hurtigt mange bindinger. Med den lokationsbaserede plan kan vi skabe det store overblik over projektet og sikre os, at alle aktiviteter er forbundet korrekt. På den måde bliver tidsplanen også et kommunikationsværktøj, siger Helle Kvartborg.

Ikke mere administration

Hun understreger samtidig, at mere planlægning ikke nødvendigvis skal betyde mere administration.

– Det handler ikke om at lave mere administration. Det handler om at få tænkt byggeprocessen ordentligt igennem fra starten, så byggepladsen har noget konkret at arbejde videre med. Det ligger tæt op ad Lean-principperne, hvor målet er at skabe en god og smidig byggeproces.

Læs også

Vil skære ventetiden på byggesager med op mod 70 %

Udfordringerne med tidsplaner og komplekse byggeprocesser var på dagsordenen ved den årlige Tactplan Userday i København, som blev afholdt af Exigo.

Relateret indhold