Skills gør en reel forskel for unges syn på uddannelser

Ifølge en ny undersøgelse gik mange af gæster fra årets DM i Skills med ny viden om erhvervsuddannelserne og de mange karrieremuligheder, der ligger i fagene.
Alle vinderne samlet på scenen efter afslutningsceremonien ved DM i Skills 2026. Foto: Lasse Skov.

I slutningen af april blev DM i Skills 2026 afholdt i Hjørring, hvor nogle af landets dygtigste unge bl.a. inden for byggefagene dystede om danmarksmesterskaberne.

Konkurrence samlede 50.000 besøgende, og en ny evaluering fra Epinion viser nu, at eventet gør en reel forskel for de unges syn på erhvervsuddannelser.

Ifølge undersøgelsen oplever otte ud af 10 gæster DM i Skills som en spændende måde at lære mere om erhvervsuddannelser på, mens to tredjedele svarer, at de har fået ny viden om uddannelserne gennem besøget.

Læs også

“Håndværk i absolut verdensklasse”: Her er vinderne af DM i Skills

Samtidig svarer mere end halvdelen af gæsterne, at de efter besøget er blevet mere nysgerrige på en eller flere erhvervsuddannelser.

– Det er super positivt, at så mange gæster går fra DM i Skills med ny viden om erhvervsuddannelserne og de mange karrieremuligheder, der ligger i fagene. Det viser, at DM i Skills lykkes med at gøre erhvervsuddannelserne både konkrete, inspirerende og relevante for de besøgende, siger Søren Heisel, formand for SkillsDenmark.

Inspirerende konkurrencer

Blandt de unge under 26 år svarer 51 %, at de bedre kan forestille sig at tage en erhvervsuddannelse efter at have besøgt DM i Skills.

Ifølge evalueringen skyldes det blandt andet, at konkurrencerne, standene og de mange Prøv, Mærk og Føl-aktiviteter gør fagene konkrete og nærværende for de besøgende.

Desuden oplevede tre ud af fire gæster konkurrencerne som både inspirerende og lette at forstå, og langt størstedelen vurderede, at standene var gode til at vise, hvad fagene arbejder med i hverdagen.

Læs også

Hylder hovedstadens dygtigste håndværkersvende: ”Afgørende for fremtidens arbejdsmarked”

Evalueringen viser samtidig, at DM i Skills fortsat har en stærk position i Nordjylland, hvor mere end ni ud af 10 nordjyder kender eventet.

Undersøgelsen er gennemført af Epinion for SkillsDenmark blandt både borgere i Region Nordjylland og besøgende ved DM i Skills 2026 i Hjørring.

Relateret indhold