AART-resultat lever ikke op til forventningerne

2024 blev endnu et år præget af lavere aktivitetsniveau og stigende byggeomkostninger for den skandinaviske arkitektvirksomhed, der dog tror på lysere tider.
Luftfoto af Universitetsbyen i Aarhus.
Transformationen af Universitetsbyen i Aarhus udgør en del af AARTs pipeline. Foto: FEAS.

I 2024 opnåede den skandinaviske arkitektvirksomhed AART en omsætning på 273 mio. kroner.

Årets resultat lever ikke op til forventningerne med et driftsresultat EBITDA på godt 3 mio. kroner og et EBT på minus 5,4 mio. kroner.

CEO Torben Skovbjerg forklarer, at resultatet afspejler både markedsudfordringerne, men også finansieringen af AARTs foretagne virksomhedskøb gennem de seneste år.

Læs også

AART slår rekord: Vil vækste mere

– 2024 har været et udfordrende år, hvor vi har tilpasset organisationen på vores lokationer. På tværs af hele Skandinavien mærker vi stadig, at det er en usikker tid – særligt i Norge og Sverige. Men vi ser fremad med ambitionen om at gøre AART til en endnu stærkere aktør i Skandinavien, siger han.

Trods udfordringerne på særligt de svenske og norske markeder har AART fastholdt en skandinavisk tilstedeværelse og en aktuel pipeline med over tre millioner kvadratmeter under udvikling.

AART Days og forventning om bedre bundlinje

Direktøren fortæller, at arkitektvirksomheden i 2024 fortsat har investeret i strategisk udvikling og styrket sine rådgivningsydelser og forretning indenfor bl.a. transformation og renovering, grøn omstilling, landskabsarkitektur og social commissioning, hvor AART i slutningen af året afsluttede et erhvervs-ph.d.-projekt om sidstnævnte.

Han fremhæver et af årets højdepunkter – AART Days 2024 – hvor mere end 200 medarbejdere fra hele Skandinavien samledes for at drøfte arkitektbranchens rolle i en tid med øget fokus på ressourcebevidsthed, klima og samfundsansvar.

Læs også

AART vinder ind i den almene sektor – helt efter planen

Drøftelserne fra de faglige dage har givet input til AARTs strategiarbejde:

– Her i det nye år lancerer vi en ny koncernstrategi, der skal konsolidere vores rolle i den grønne omstilling og vores position som en ledende, uafhængig rådgiver inden for effektbaseret arkitektur. Vi ser realistisk på det kommende år med forsigtig optimisme.

– Vi har en forventning om en omtrent uændret omsætning, men en forbedret bundlinje, og hvor et stærkt strategisk fokus skal danne grundlag for den videre udvikling, siger Torben Skovbjerg.

Relateret indhold