Masser af action og Skills

DM i Skills er i fuld sving, med alt hvad det indebærer af konkurrerende elever og horder af besøgende. Dagens Byggeri har haft en fotograf på pletten.

Den ene bus afløser i disse dage den anden ude foran Bella Center i København. Ud af busserne vælter horder af især skoleelever, der kommer valfartende fra alle landets egne. Det, de er kommet for at opleve, er intet mindre end fremtiden inden for landets mange håndværksprægede fag. Murerelever, tømrerelever, brolæggerelever, slagterelever, blomsterdekoratører, frisører – og sådan kan man blive ved – kæmper om at kunne kalde sig Danmarks bedste inden for sit fag.

Byggebranchen fylder helt naturligt en væsentlig del af arrangementet, og man kan nok ikke forestille sig et bedre udstillingsvindue i forhold til at tiltrække kompetente, unge mennesker til uddannelserne. Inden for hvert af de konkurrerende fag finder man de dygtigste og mest engagerede elever, de nuværende årgange har at byde på. Den koncentration og professionalisme, de udstråler, fanger interessen for de fleste af de forbipasserende.

Og DM i Skills lader til at have en effekt. I løbet af de år, konkurrencerne har eksisteret, har man formået at skabe mere prestige omkring erhvervsuddannelserne, hvilket direkte kan aflæses i tilmeldingerne til uddannelserne.

DM i Skills blev skudt i gang torsdag og afsluttes lørdag. Dagens Byggeri har naturligvis haft en fotograf på pletten.

Relateret indhold