Hvordan bygger vi bæredygtigt i fremtiden?, har totalentreprenøren JCN Bolig spurgt sig selv. For at hjælpe sig selv og andre branchefolk på vej, har totalentreprenøren indrettet et 500 kvm stort lokale til testcenter, vidensbank og udstillingslokale.
Her kan leverandører til byggebranchen udstille de af deres produkter, der støtter op om den grønne omstilling, ligesom lokalet kan benyttes som en slags testcenter, som kan katalysere totalentrepnørens samarbejdspartnere videre i deres egen udvikling indenfor bæredygtighed.
I lokalet kan man også mærke og føle på de udstillede byggematerialer og tænke processerne videre med de fysiske emner i hænderne.
Det bliver dermed praktikkens univers og løsningernes Mekka. Ikke blot for JCN Bolig selv, men også for kunder, rådgivere, leverandører og underentreprenørerne.
– Vi kommer ikke udenom, at alle i den sidste ende vil kigge på totalentreprenøren, når de spørger, hvordan bygger vi bæredygtigt i fremtiden?, og derfor er JCN Boligs nye bæredygtige lokale navngivet ‘Hvordan – fra verdensmål til hverdagsmål’, forklarer adm. direktør Flemming Rasmussen og tilføjer:
– Det kommer ikke bare til at skabe en spændende debat blandet bygherrer, arkitekter, ingeniører og materialeleverandører om, hvordan de bedst kan bygge bæredygtigt i fremtiden – og sammen. Det nye lokale bringer også virksomhedernes underleverandører ind i netværket, som så bringer deres viden ind i det nye samarbejde.
Ideerne kan flyde frit
Totalentreprenøren kalder selv ‘Hvordan’ for en legeplads, der ikke er bundet op på et konkret byggeprojekt med en forudbestemt plan og givne forudsætninger at forholde sig til. Der er som udgangspunkt heller ingen økonomi, myndighedsgodkendelse eller tidsplan at tage højde for, så ideerne kan flyde frit. Forventningen er, at der kan blive skabt nye løsninger – allerede inden et byggeprojekt tager form.
Her kan man også ret hurtigt lave nogle tests i forhold til et almindeligt byggeforløb, hvor projekteringen kan være langvarig. Dermed kan man få afklaret meget, som i sidste ende forkorter projekteringsprocessen.
Benny Maagaard, direktør Teknik og Design, siger
– Det nye forum giver også mulighed for at gribe et nyt byggeprojekt an i en meget tidlig fase. Vi kan lave startopmøder med arkitekter og rådgivere, som også er blandt de 18 udstillere, og de kan tænke bæredygtighed, inden man tænker design. Det er en mulighed for at lave tidlige partnerskaber, hvor vi ser med nye øjne på bæredygtighed og kan være innovative, når vi f.eks. skal sammensætte forskellige entrepriser, som overlapper hinanden. Vi kan udnytte hinandens ressourcer. Det nye lokale bliver med andre ord en ressource i de forskellige partnerskaber.
Han tilføjer:
– Arkitekten kan f.eks. indarbejde nedbryderens viden i sit tidlige forløb, så det vi bygger kan designes, så det igen kan skilles ad og senere genanvendes. Der er i fremtidens bæredygtige byggeri ikke en part, som har hver sin del af byggeriet. Vi giver med rummet mulighed for, at vi alle kan udvikle hinanden og med fokus på tidlig inddragelse.