Konkurser kostede Taasinge Elementer dyrt – ny strategi skal forbedre 2024 markant

Producenten af præfabrikerede tag- og facadeelementer er gået fra et lille plus til et større minus. Ny ledelse er dog i gang med at vende udviklingen og ser ind i et travlt andet halvår af 2024.
Birgitte Clausen overtog i sensommeren 2023 den samlede ledelse i Taasinge Elementer. Ved samme lejlighed blev Bent Hansen, tidligere Pihl og HusCompagniet, ansat som ny CFO. Siden indtrådte den forhenværende koncernchef i MT Højgaard, Henrik Mielke, som bestyrelsesformand.

Taasinge Elementer har offentliggjort årsregnskabet for 2023, og det viser et underskud på 14,5 mio. kroner efter skat mod et overskud på 1,1 mio. kroner året før.

Det er naturligvis ikke tilfredsstillende, lyder det fra CEO Birgitte Clausen, der om baggrunden for minusset fortæller, at virksomheden i efteråret 2022 inden for få uger måtte opgive fire planlagte projekter, fordi kunderne gik konkurs kort inden opstart.

Ledelsen valgte derfor at fremrykke ordrer, der ellers var planlagt til 2023 – en manøvre, der sikrede sorte tal på bundlinjen i 2022, men som samtidig tærede på ordrebeholdningen i en grad, som det ikke lykkedes at indhente i 2023, hvor især boligbyggeriet tog et gevaldigt dyk:

– Vi måtte erkende, at vores organisation ikke var rustet til at håndtere den opbremsning, som vi oplevede i markedet i 2022 og 2023. Derfor har vi brugt mange ressourcer på at omorganisere virksomheden og styrke de interne processer, siger hun.

Læs også

Ejendomsudvikler falder i top og bund: ”Klar til at gribe de nye muligheder”

Bl.a. har virksomheden ændret tilgangen til salg for at udbygge pipelinen og komme tidligere ind i projekterne. Noget man nu begynder at se resultaterne af:

– Vi står allerede nu med en ordrebeholdning svarende til vores budgetterede omsætning for 2024 og ser ind i et travlt andet halvår. Derfor forventer jeg også, at vi kommer til at opruste både på tegnestuen og i produktionen, siger Birgitte Clausen, der har været en del af Taasinge Elementer siden 2022 og i sensommeren 2023 overtog den samlede ledelse af gruppen af selskaber:

– Vores vigtigste opgave er at gøre det nye Taasinge Elementer stabilt og profitabelt. Vi betjener i dag nogle helt andre kunder, end vi gjorde for fem år siden, og vores projekter bliver større og større. Det kræver, at vi styrker vores processer og tilfører nye kompetencer for at kunne håndtere skiftende behov i markedet og producere så omkostnings- og kvalitetsoptimeret som overhovedet muligt, siger hun.

Læs også

Henrik Mielke er ny formand for Taasinge Elementer

Netop på baggrund af den gode start på året og de strategiske tiltag forventer Taasinge Elementer et markant forbedret resultat i 2024 sammenlignet med 2023.

Relateret indhold