Sortsyn: De små ser flere konkurser forude

September var den værste konkursmåned siden finanskrisen, og tendensen peger i retning af flere konkurser blandt sunde virksomheder, mener SMVdanmark.
Foto: Getty Images.
Foto: Getty Images.

Antallet af konkurser nærmer sig nu et ildevarslende højt niveau. Vi skal nemlig helt tilbage til den traumatiske finanskrise i 00’erne for at finde lige så mange konkurser som den september måned netop har budt på. Her steg antallet af konkurser med 36 procent.

Det tænder alle advarselslamper hos SMVdanmark:

– De nyeste konkurstal lover ikke godt for de kommende måneder. Udviklingen peger kun én vej, og det er mod flere konkurser, lyder det fra Lasse Lundqvist, økonom i SMVdanmark.

– Virksomhederne er blevet ramt af høje energipriser, samtidigt med at mange står med store lagre, og nu svigter købelysten. Det er en skidt kombination. Og hvis man ovenikøbet slæber rundt på gæld fra coronatiden, så er ens eksistens ekstra truet. Det ser vi tydeligt i tallene.

SMVdanmark har analyseret konkurstallene, og det er især bygge og anlægsbranchen der står for skud.

– Konkurserne er begyndt at sprede sig som ringe i vandet. Først var det primært i byggebranchen, så var det industri og handel og nu ser vi altså den samme udvikling på tværs af stort set alle brancher,” forklarer Lasse Lundqvist.

Når virksomhederne selv skal vurdere risikoen for, at de ikke klarer krisen og går konkurs, så svarer 5 pct. af byggevirksomhederne og 3 pct. af detailhandelsvirksomhederne, at den er “stor” eller “nogen” risiko.

Den generelle forklaring på at de små og mellemstore virksomheder nu igen er hårdt ramt er enkel. De er dybest set gået fra krise til krise og “har ikke haft tilstrækkelig med tid til at komme sig ovenpå en krisetid, før deres gæld stod til inddrivelse, og en nye krisetid står for døren”, lyder det i analysen fra SMVdanmark.

SMVdanmark foreslår derfor også, at det skal være lettere at få gældssanering for erhvervsdrivende, der har været ramt af corona, ved at reducere kravene til f.eks. gældens størrelse.

Relateret indhold