Først forsøgte Center for Miljø og Teknik på Greve Rådhus at få en politianmeldelse af Klimahuse A/S igennem udvalget som en “efterretningssag”. Politikerne fik ikke at vide, at Klimahuse inden de seneste ansøgninger havde fået godkendt 29 andre anlæg magen til dem, der blev indgivet politianmeldelse mod. Politikerne fik heller ikke at vide, at forvaltningen rent faktisk havde godkendt de anlæg, som der var indgivet politianmeldelse imod. Godkendelsen var foregået dagen efter politianmeldelsen. Nu viser det sig, at forvaltningen over for udvalgsmedlemmerne erkender at have givet urigtige oplysninger.
Forkerte oplysninger
I en mail dateret 23. august skriver centerchef Jens Christian Zøfting-Larsen:
Jeg skal beklage kommunikationsbristen her i CTM, og at jeg fik fejlinformeret jer. Det er der forhåbentlig rettet op på hermed.
Jens Christian Zøfting-Larsen Centerchef, Center for Miljø og Teknik
– I forbindelse med udvalgets behandling af sagen oplyste jeg, at der som udgangspunkt ikke ville blive givet tilladelser til anlæggene, så længe der verserede en politisag. Det viser sig desværre at være forkert. Efter at politianmeldelsen er foretaget, er de nødvendige ansøgninger og oplysninger modtaget fra Klimahuse A/S, og administrationen har på den baggrund givet tilladelse til 6 ud af de 7 anlæg. På adressen Tunegårdsvænget 20 er jordvarmeslanger etableret henover en wadi, som har en vigtig funktion i forhold til afvanding/nedsivning området, så de skal omplaceres. Jeg skal beklage kommunikationsbristen her i CTM, og at jeg fik fejlinformeret jer. Det er der forhåbentlig rettet op på hermed.
Nægtet aktindsigt
Imidlertid synes denne mail at indeholde flere urigtige oplysninger.
Det synes ukorrekt, når centerchefen skriver, at “efter at politianmeldelsen er foretaget, er de nødvendige ansøgninger og oplysninger modtaget fra Klimahuse A/S, og administrationen har på den baggrund givet tilladelse til 6 ud af de 7 anlæg”.
Administrationen modtog ifølge den politianmeldelse, som Dagens Byggeri er i besiddelse af, de nødvendige ansøgninger 11. april og 13. april, og altså ikke, som det anføres over for politikerne, efter at politianmeldelsen var afsendt.
Kommunen kræver i den forbindelse Klimahuse A/S idømt bøder på i alt 70.000 kroner.
Hurtig sagsbehandling?
Der ville have været tale om overordentlig hurtig sagsbehandling, hvis forvaltningen havde modtaget ansøgningerne, efter politianmeldelsen blev foretaget 31. maj, når man den 1. juni kan nå at godkende anlæggene.
Forvaltningen skriver i politianmeldelsen, at “der er endnu ikke givet tilladelse til jordvarmeanlæggene som følge af mangelfulde oplysninger”, hvilket altså er skrevet dagen før, man giver godkendelsen. Klimahuse har ikke efter 31. maj sendt nogle oplysninger til kommunen.
Politiet har ikke siden fået oplysninger om, at tilladelsen er givet dagen efter anmeldelsen.
Dagens Byggeri har undersøgt, om Klimahuse A/S har været kontaktet af politiet, efter politianmeldelsen blev indgivet for tre måneder siden. Det er ikke sket. Klimahuse A/S er dog i besiddelse af en kopi af dokumentet.
Greve Kommune har fortsat afvist at give kommentarer til oplysninger i Dagens Byggeri med henvisning til, at der er en politisag.