Cowi overtager Arkitema

COWI indgår aftale om at købe Arkitema Architects og rykker op i toppen af den nordiske superliga.
Underskrifterne blev sat af CEO i COWI Lars-Peter Søbye og CEO i Arkitema Architects Peter Hartmann Berg. Pressefoto.
Underskrifterne blev sat af CEO i COWI Lars-Peter Søbye og CEO i Arkitema Architects Peter Hartmann Berg. Pressefoto.

Cowi har indgået en aftale om at købe Danmarks største arkitektvirksomhed for et trecifret millionbeløb. Målet er at levere endnu bedre, smukkere og mere sammenhængende løsninger inden for byudvikling, liveability, klima og bæredygtighed.

– 1 plus 1 giver 3 i denne handel. Vi har allerede hver især ledende positioner i markedet, men sammen kan vi spille hinanden endnu bedre og levere innovative, integrerede løsninger af høj kvalitet til vores kunder. Desuden åbner købet for nye udviklingsmuligheder for vores medarbejdere, siger CEO for Cowi Lars-Peter Søbye.

Cowi har p.t. ca. 6.700 medarbejdere, mens Arkitema 1. januar 2019 vil bringe omkring 550 nye medarbejdere ind i virksomheden som en selvstændig forretningsenhed.

Arkitema Architects arbejder med bolig, urban design, kontor, sundheds- og uddannelsesbyggeri, og er blandt andet kendt for Sluseholmen, et stort byudviklingsprojekt i Københavns Havn.

Stor selvstændighed

CEO hos Arkitema Architects Peter Hartmann Berg glæder sig over aftalen:

– Med Cowi får vi en stærk ejer, der kan åbne nye markeder og være med til at udvikle vores virksomhed. Samtidig bevarer vi vores stærke brand og virksomhedskultur. Vi glæder os til at præsentere alle de nye muligheder for vores kunder og medarbejdere, siger han.

Cowi begrunder især opkøbet med kundernes krav om sammenhængende løsninger samt de globale megatrends, der giver nye udfordringer og muligheder:

– De globale megatrends, især behovet for bæredygtighed, stiller stadig højere krav til de løsninger, vi skal levere. Købet gør, at vi i endnu højere grad kan levere hele paletten af både teknik og design i én sammenhængende leverance med et højt kvalitetsniveau, siger Cowi Lars-Peter Søbye.

Hos Arkitema har man kunnet konstatere, at der har været en konsolidering i branchen i de senere år, og at der er blevet længere mellem de uafhængige, selvstændige rådgivere som partnere på store projekter. Desuden ser man attraktive muligheder i at blive en del af en koncern med stærk skandinavisk base og global rækkevidde:

– Aftalen sikrer, at vi altid har en stærk ingeniørpartner, uanset hvor vi opererer. Sammen kan vi vinde markedsandele både lokalt og globalt, drevet af urbanisering, digitalisering og klimaforandringer, siger Peter Hartmann Berg.

Til godkendelse

COWI har været på markedet i næsten 90 år, mens Arkitema fylder 50 til næste år.

Aftalen om købet af Arkitema er sendt til godkendelse hos konkurrencemyndighederne, som forventes at komme med et svar inden for et par måneder. Aftalen omfatter en fortrolighedsklausul om prisen.

Arkitema Architects er grundlagt i Aarhus i 1969 og er i dag Skandinaviens 5. største og Danmarks største arkitektvirksomhed med over 550 medarbejdere fordelt på kontorer i København, Aarhus, Oslo, Stockholm og Malmø.

Relateret indhold