Oprindeligt var det annonceret, at Transport og bygningsminister Hans Christian Schmidt skulle åbne Building Green her til morgen i Forum. Men et sent afbud fra ministeren blev håndteret i en håndevending fra arrangørerne, der i stedet fik tidligere minister og nuværende direktør for Danske Ark, Lene Espersen, til at åbne den grønne byggemesse i stedet.
– Kan vi bygge mere bæredygtigt og innovativt, end vi gør i dag? Svaret er naturligvis ‘Ja’, og over de to næste dage får branchen her på Building Green rig mulighed for at få inspiration og viden til fremtiden, sagde Lene Espersen fra hovedscenen, og slog samtidig fast:
Over de to næste dage får branchen her på Building Green rig mulighed for at få inspiration og viden til fremtiden.
Direktør Lene Espersen Danske Ark
– Bæredygtighed er ikke en hæmsko for vækst, det er en forudsætning for vækst.
Fem år i træk
Messen finder i år sted for femte gang, og intentionen er fortsat, at Building Green skal styrke muligheden for at udnytte det store vækstpotentiale, der ligger i den voksende nationale og internationale efterspørgsel efter klimavenlige byggematerialer og løsninger.
Mere end 150 udstillere vil de kommende to dage vise deres produkter og løsninger frem for messens besøgende. Dertil kommer 115 talere og 25 seminarer, så der bliver nok at se og høre på.
Sidste år nåede man knap 5.000 besøgende i løbet af de to dage, og mon ikke lige så mange finder vej til Forum i år.
Messen slutter torsdag kl. 17.