3-2-1: Vækstrejsen klar til afgang

Sammenlægningen af Davidsens Tømmerhandel er på plads i Aalborg. Erfarne profiler gør klar til tocifret vækst.
Davidsens kan prale af at have Nordjyllands største fliseafdeling. Desuden fører kæden nu alle mærker inden for elværktøj, lyder det fra Casper Jensen. Pressefoto.
Davidsens kan prale af at have Nordjyllands største fliseafdeling. Desuden fører kæden nu alle mærker inden for elværktøj, lyder det fra Casper Jensen. Pressefoto.

Som et led i overtagelsen af de tidligere Optimera byggecentre i Hjørring og Aalborg har Davidsens Tømmerhandel samlet alle nordjyske aktiviteter i Aalborg. Det har hidtil resulteret i en udvidelse af varesortimentet hos tømmerhandelen i Aalborg, og det styrker vækstambitionerne.

Sådan lyder meldingen fra trælastchef Casper Jensen, der et år efter sammenlægningen af de to nordjyske byggecentre som Davidsen overtog i Hjørring og Aalborg, nu har åbnet alle porte på vid gab.

– Med opgraderingen til Davidsen-konceptet har vi fået 20 procent flere varer på hylderne og lageret end før. Samtidig har vi fået et langt bredere sortiment på tværs af alle varegrupper, forklarer Casper Jensen.

Ambitioner om tocifret vækst

Casper Jensen har 25 års erfaring indenfor branchen. Senest som forretningschef for Optimera i Aalborg. Han er nu sat i spidsen for at føre forretningen videre i Davidsen-regi. Desuden har han hevet et par tidligere samarbejdspartnere med i det nye foretagende.

Derfor lægger trælastchefen ikke skjul på, at ambitionerne for Davidsen i Aalborg er store, og at fundamentet til årlig, tocifret vækst er støbt.

– I dag er det ekstremt vigtigt for de professionelle, at de med kort tidsinterval kan bestille og afhente varer. Det kræver, at vi ligger inde med et stort lager af normale bestillingsvarer, så de kun behøver at handle ét sted. Derudover er det afgørende, at de professionelle kunder møder tung faglig viden overalt i organisationen, og det er der, vi er nu, siger Casper Jensen.

Relateret indhold