Ugens udbud: 66 nye almene boliger i Aarhus og renovering af 4500 m2 kulturhus i København

Seneste uges leads og udbud fra den 4. februar til den 11. februar tæller blandt andet offentlig licitation i Esbjerg, prækvalifikation i Ringsted og offentlig licitation i København.
Tre mænd står på en byggeplads i solnedgangen.
Foto: Gettyimages.

Nedenstående liste er et uddrag af de mest relevante leads og udbud for virksomheder i bygge-, anlægs- og ejendomsbranchen – eller beslægtede selskaber.

Listen er hentet fra Lambrecht Info i samarbejde med Hubexo.

LEADS

Aalborg, godkendelse af dispensation

Teknik og Miljø har godkendt ansøgning om lovliggørende byggetilladelse til indretning af selskabslokaler og restaurant i ejendommen Bryggen 80, 9240 Nibe. Bebyggelsen har tidligere været anvendt til værftsbygning med værksted, butik, grill og ejerbolig.

Odense, udvikling af svømmefaciliteter

By- og Kulturudvalget har drøftet forskellige forslag i forhold til fremtiden for Odense Friluftsbad. Det blev i den forbindelse anslået, at en renovering af friluftsbadet i den nuværende form og konstruktion vil beløbe sig til 77 mio. kr. i 2022-priser. Med denne sag bedes udvalget drøfte forskellige forslag til en fremtidig udvikling af Odenses svømmefaciliteter – og herunder drøfte By- og Kulturforvaltningens anbefaling om permanent lukning af friluftsbadet fra den kommende sæson 2026.

Læs også

Ugens udbud: Renovering af 285 lejemål i Skagen og nyt botilbud i Horsens

København, sammenlægning af skoler

Projektet omhandler sammenlægning af den gamle Hyltebjerg Skole og Vanløse Skole, med etablering af nye ind- og udskolingsbygninger, madskole, tandklinik og en kunstgræsbane. Projektet indeholder også en række ombygninger af den gamle Vanløse Skole og svømmehallen for at tilvejebringe plads til KKFO og faglokaler. Skolebygning tilhørende Hyltebjerg Skole nedrives på grund af dårlig stand. Det er blevet besluttet at etablere en kunstgræsbane.

København, flytning af plejehjem

Det selvejende plejehjem Hjortespring i Herlev foreslås flyttet til det nye plejehjem på Sydhavnsgade, når dette åbner i efteråret 2026. Sundheds- og Omsorgsudvalget skal derfor med denne indstilling træffe beslutning om, hvorvidt udvalget over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler at godkende, at Hjortespring flyttes til det kommende plejehjem på Sydhavnsgade.

UDBUD

Aarhus, prækvalifikation

Boligkontoret Århus udbyder hermed en totalentreprisekonkurrence vedrørende projektering og udførelse af ca. 66 almene boliger med fællesfaciliteter. Boligerne skal opføres på et centralt beliggende byggefelt på adressen Nørre Boulevard 5, 8000 Aarhus C. Projektet omfatter opførelse af ca. 6000 m2 almene boliger med fællesfaciliteter i totalentreprise, opført som etageboligbyggeri i varierende bygningshøjde op til 5 etager med tilhørende cykelparkering og depoter i kælder.

København, prækvalifikation

Nærværende byggesag omfatter renoveringen af Huset-KBH, Danmarks første kulturhus, etableret i 1970. Huset-KBH tilbyder en mængde af kulturelle tilbud i form af cafe, bar, restaurant, biograf, teater og koncerter. Huset består af samlet set ca. 4500 m2 fordelt på 3 bygninger. Bygningsmassen har enten status som fredet, bevaringsværdig eller uden for kategori.

Læs også

Ugens udbud: 1.850 m2 tilbygning i Aarhus og renovering af 1.600 m2 på Bornholm

København, offentlig licitation

By & Havn har besluttet, at dele af bolværket på Vedolkaj på Refshaleøen skal renoveres, mens to molehoveder i Margretheholmløbet skal nedrives. Begge lokationer er beliggende i Østhavnen. Nærværende udbud omhandler indgåelsen af en rådgiverkontrakt om teknisk rådgivning og bistand i relation til de nedenfor anførte arbejder, herunder forberedelse til og gennemførelse af to udbud af separate anlægskontrakter samt fagtilsyn og projektopfølgning undervejs i anlægskontrakternes udførelse.

Esbjerg, offentlig licitation

Nærværende udbud omfatter hovedsagelig slidlagsarbejder på veje og stier i Esbjerg Kommune. Entreprisen omfatter i hovedtræk fulddækkende asfaltbelægninger på veje og stier, forstærkningslag på veje og stier, fræsearbejder, kørebaneafmærkning i forbindelse med nye slidlag, bassinfræsning mv. samt regulering af riste og dæksler.

Ringsted, prækvalifikation

Nærværende udbud udbydes af Ringsted Forsyning i forbindelse med udbygningsplaner af fjernvarmeforsyningen i Benløse. I den forbindelse skal der etableres fjernvarmeforsyning i Energidistrikt 07, fra forsyningspunkterne ved Kærup Parkvej og Benløse Skel. Arbejdet skal primært udføres i boligområde.

Relateret indhold