Nærheden
- NærHeden P/S er et partnerskab mellem Realdania By & Byg og Høje-Taastrup Kommune
- Den nye bydel er en ny form for forstad, en blandet bydel der kombinerer byens tæthed, varierede arkitektur og byliv med forstadens grønne og trygge kvaliteter
- Her lægges der vægt på rammer for fællesskaber både i byens rum og i de enkelte boligprojekter
- I alt skal Nærheden rumme ca. 3.400 boliger og bliver med tiden hjem for mellem 7.000 til 8.000 mennesker
Kilde: Realdania
AG Development har som bygherre og totalentreprenør allerede opført 54 andelslejligheder i Cikoriehaven i den nye Høje Taastrup-bydel NærHeden. Yderligere 18 lejligheder forventes at stå klar til april, mens byggeriet af 38 lejligheder sættes i gang til august.
Allerede inden AG Gruppens første projekt i NærHeden står helt færdigt, er projektudvikleren klar med endnu en investering i den nye bydel. Sammen med Birch Invest og Cardel Ejd. & Projekt har udvikleren købt en ca. 127.000 kvm grund som en investering i NærHeden 2.0.
CEO i AG Gruppen, Bjarke Windeløv Graae, siger:
– Vores eksisterende projekt i NærHeden, Cikoriehaven, har vist os, at den nye bydel er et stort aktiv for Høje-Taastrup Kommune (…). Vi skal nu undersøge hvilke muligheder, der ligger i opkøbet, så vi kan udvikle det bedst mulige projekt for os og ikke mindst Høje-Taastrup Kommune.
Ikke lokalplanlagt
Det opkøbte jordområde er endnu ikke lokalplanlagt. Det er dog udpeget som et perspektivareal i den nuværende kommuneplan, og rummer dermed mange muligheder, som partnerskabet nu skal undersøge.

Investeringen i NærHeden er de tre fynske virksomheders første samarbejde.
– Vi har siden hjemkøbet af det spændende udviklingsareal i Storkøbenhavn været i dialog med flere store aktører, hvor AG Gruppen har leveret den mest seriøse og agile tilgang til at forløse områdets potentiale, udtaler CEO Thomas Cardel fra Cardel Ejd. & Projekt.