Mariager Skole nord for Randers skal forvandles fra gammel kommuneskole til et topmoderne og indbydende undervisningsmiljø.
Det er arkitekterne fra Kjær og Richter, der har skitseret projektet, og nu er ingeniør- og arkitektfirmaet Norconsult med kontor i Aalborg valgt – blandt fire andre – som totalrådgiver og skal dermed styre byggeprojektet til 41 mio. kroner sikkert i mål.
– Vi er glade for, at mange velrenommerede firmaer bød ind på opgaven. Vi har tillid til, at vi har fundet den rigtige rådgiver til projektet på Mariager Skole. Norconsult er specialister i byggerådgivning og den ekspertise får de brug for, når de skal tegne, projektere, udbyde og styre byggeprocessen, siger formand for Børn og Familieudvalget og bygherreudvalget, Leif Skaarup.
Multisal, udearealer og ankomstområde
Udvalget forventer, at kontrakten bliver underskrevet den 11. april, hvorefter Norconsult går i gang med at projektere renoveringen og ombygningen. Det vil ske i tæt samarbejde med skolens personale og Mariagerfjord Kommunes projektleder.
Der skal blandt andet etableres en multisal, gymnastiksalen skal renoveres, og der skal etableres nye moderne faglokaler og læringsmiljøer.
På skolens udearealer skabes såkaldte pause-, bevægelses- og læringsrum, og desuden får hele skolen mekanisk ventilation.
Renoveringen omfatter også skolens ankomstområde og parkeringsplads, så det bliver en indbydende velkomst, man får til skolen.
Efter tidsplanen sendes arbejdet i licitation i starten af 2024.