Standarder har betydning for byggesektoren i de nordiske lande og har øget produktiviteten med 6,9 procent over 40 år, viser ny nordisk rapport. Det svarer til en årlig produktivitetsvækst på 0,6 procent. Det skriver Dansk Standard i en pressemeddelelse.
Analysen af standarders effekt på nordisk økonomi og erhvervsliv er udarbejdet af Menon Economics og Oxford Research med støtte fra Nordic Innovation, og er, ifølge Dansk Standard, den første af sin slags i Norden.
Svar fra 1179
Resultaterne er baseret på en makroøkonomisk analyse samt svar fra 1179 nordiske virksomheder, der anvender standarder. Analysen undersøger i alt otte sektorer, herunder byggesektoren, hvorfra 323 nordiske virksomheder fra de fem lande har deltaget.
– Produkt- og procesinnovation er en forudsætning for langsigtet økonomisk vækst, men ny viden er ikke nok i sig selv. Den giver først reel værdi, når den bliver udbredt og anvendt i virksomheder og institutioner. Standarder, som udvikles i samarbejde med virksomhederne, er en effektiv metode til at udbrede og anvende viden og derved skabe fordele for hele den danske økonomi, siger Anne Hasløv, administrerende direktør i Dansk Standard, der er Danmarks officielle standardiseringsorgan.
Færre produktionsfejl
Sektoranalysen inkluderer virksomheder med produkter og services indenfor hele byggesektoren, herunder eksempelvis arkitekt-services og produktion af byggevarer.
Grunden til at standarder har en indflydelse, hænger det, ifølge Dansk Standard, særligt sammen med, at standarderne hjælper virksomhederne med at overholde gældende lovkrav og at opretholde en overensstemmelse i kvalitet i hele leverandørkæden. De effekter stemmer overens med virksomhedernes egne svar i virksomhedsundersøgelsens, hvor særligt tre grunde til at anvende standarder fremhæves.
Standarder gør det lettere at overholde gældende regulering (84 procent)
Standarder reducerer risikoen for fejlproduktion (70 procent)
Standarder forbedrer kvaliteten hos underleverandører (66 procent)