I gennemsnit koster bygningsdriften fem gange mere end selve opførelsen, når man kigger på en given bygnings samlede omkostninger i dens livscyklus. Ved at bruge digitale data fra projekterings- og udførelsesfasen i driften, får bygherrer et væsentligt input til at optimere drift og vedligehold, skriver BIM Equity og fm3.dk i en pressemeddelelse. Sammen står de bag den nye webportal Bygherreportalen.dk, der skal hjælpe bygherrer gennem bedre anvendelse af data.
En forudsætning for at høste fordelene ved IKT og BIM til til Facility Management er, at data fra projekterings- og udførelsesfaserne overføres struktureret til driften. Hermed får bygherrer mulighed for at kvalitetssikre og validere de digitale leverancer ved afslutningen af byggeprojektet. Samtidig sikrer bygherrerne sig, at de digitale data er korrekte og i en kendt struktur, så de iboende data bliver til brugbare informationer, der kan anvendes direkte til værdioptimerende drift- og vedligeholdelsesprocesser.
IKT-paradigme hjælper bygherrer med IKT-krav
BIM Equity og fm3.dk lancerer nu Bygherreportalen.dk, der hjælper bygherrer med at udarbejde IKT-aftaler (Informations- og kommunikationsteknologi-aftaler). Derudover fremhæver portalen også en række af de optimeringsprocesser, der gør det lettere at implementere digital Facility Management samt drift og vedligehold i bygherrernes organisationer. Konkrete værktøjer er blandt andet IKT-paradigmet og Navngivningsgeneratoren.
Nis Boile Christensen, FM-rådgiver hos BIM Equity, forklarer hvordan korrekt stillede IKT-krav potentielt fører til store besparelser:
– Der er mange penge at spare ved at optimere drift og vedligehold, hvor selv små tiltag fører til store ressourcemæssige og procesmæssige besparelser. IKT og BIM er gode redskaber til at få styr på processerne ved Facilities Management. En forudsætning for at IKT og BIM skaber værdi efter ibrugtagelse er dog, at bygherrer på et tidligt tidspunkt stiller de rigtige krav til rådgivernes eller entreprenørenes digitale leverancer. Med bygherreportalen.dk hjælper vi bygherrer med at formulere IKT-krav, der sikrer at de har brugbare og valide bygningsinformationer, de kan anvende i deres daglige arbejde, siger Nis Boile Christensen i pressemeddelelsen.
Preben Gramstrup, indehaver af fm3.dk, supplerer:
– Driftsherrer og Facility Managers savner alt for ofte valide driftsdata, der er til at finde. I ‘gamle’ dage fik man overdraget en flyttekasse fuld af informationer, og var man heldig, var der også det man havde brug for. Med digital projektering skulle man umiddelbart tro, det var blevet nemmere og smartere. Det er desværre ikke altid tilfældet, fordi aftaler om driftsdata ikke aftales fra starten af et projekt, og fordi der ikke er en ensartet struktur på tværs af alle byggeriets parter. Vi har med paradigmer og værktøjer skabt en sammenhæng mellem alle faser og samtidig gjort det lettere at foretage kvalitetssikring og overførelse af data, siger Preben Gramstrup.