Med udlejninger til it-virksomheden Kraftvaerk samt til Hasle Fysioterapi melder Zenit Company House II i Aarhus fuldt udlejet.
Den tredje og sidste etape af Zenit Company House bliver samtidig sat i gang. Denne etape er på 3.400 kvadratmeter og dermed rummer det samlede byggeri, der ligger på hjørnet af Viborgvej og Ringvejen, omkring 20.000 etagemeter kontorer opført efter EU’s Greenbuilding princip.
Udlejningen af den sidste etape er ligeledes i gang, og huset forventes at være fuldt udlejet samtidig med færdiggørelsen.
Første etape på 10.000 kvadratmeter stod færdig i 2010. Det er ejet af Nordea, PensionDanmark og Lægernes Pensionskasse. Zenit Company House II på 6.300 kvadratmeter stod færdigt i 2014 og er bæredygtighedscertificeret efter DGNB systemet med karakteren Guld. Etapen er ejet af PKA.