En DGNB Guld og -Hjerte-certificeret daginstitution er ved at skyde op på Alfred Nobels Vej i Aalborg Øst. Bag designet står lokale Krogh Arkitekter, der bl.a. også har tegnet botilbuddet Ungehjemmet Bifrost, der er under opførelse ved Aalborg Universitets Hospital, Psykiatrien på Brandevej.
Arkitektkonkurrencen blev vundet med et ca. 1.465 kvm byggeri opført i træ, med grønne tage og masser af dagslys. Her er naturen i fokus. Bl.a. har man valgt at udnytte det eksisterende skrånende landskab og på den måde skabe en daginstitution baseret på fællesskaber omgivet af grønne løsninger.
Selvskadende unge får nordjysk botilbud
Visionen for legeplads og udearealer er at basere den nye daginstitution på mødet mellem bygning og landskab, hvor bygningen danner afgrænsede rum for udearealerne. Der skabes en række klare grønne og visuelle attraktioner, som gerne skal appellere til både børn, personale og besøgende.
Det bakkede landskab videreføres ved at udnytte stedets kvaliteter til at skabe en række uderum, der kan indgå som en naturlig del af læringsmiljøet og som inspirerende ramme om fri leg og socialt samvær. Det arbejde skal Buus Anlægsgartner stå for at udføre.
Passer på de bløde trafikanter
Børnehaven, der får plads til 100 børn, placeres bagerst i huset med udsigt over og nem adgang til den kommende naturlegeplads. Vuggestuen med plads til 50 børn, administration og køkken placeres derimod tættest mod ankomsten fra syd.
Foran børnehuset har tegnestuen skabt et let aflæseligt og trygt design, hvor de bløde trafikanter adskilles fra biltrafikken. Eksempelvis vil cyklende ikke skulle krydse en potentielt trafikeret parkeringsplads.
Næste fase af ny limfjordsforbindelse kan gå i gang. Cowi valgt som rådgiver
Totalentreprenøren Arne Andersen Vrå gik ifølge Byggefaktas SMART i gang med at opføre byggeriet i april 2024. EKJ Rådgivende Ingeniører er med på ingeniørdelen. Aalborg Kommune er bygherre.
Forventningen er, at børnehuset står færdigt senest til september 2025. SMART anslår budgettet til 42 mio. kr.