Heimstaden og KPC skal bygge boliger i Roskilde

Et projekt med 80 boliger skal opføres på skoleslagterigrunden.
Projektet på slagterigrunden i Roskilde får cirka 80 boliger. Visualisering fra Heimstadens website.
Projektet på slagterigrunden i Roskilde får cirka 80 boliger. Visualisering fra Heimstadens website.

Det svenske ejendomsselskab Heimstaden har – gennem sit danske datterselskab – sammen med KPC erhvervet et projekt på den gamle slagteriskoles grund i Roskilde, hvor der skal opføres i alt 80 lejligheder, erhverv samt underjordisk p-anlæg.

Det samlede areal er på 8.000 kvadratmeter, og transaktionsværdien udgør ca. 190 millioner kroner. Transaktionen sker gennem køb af virksomheder og planlægges finansieret med egen kontant- og realkreditfinansiering.

– Roskilde er i en ekspansiv fase, og vi ser dette projekt som et rigtig godt supplement til vores portefølje. Vi er også glade for sammen med KPC at komme ind tidligt i udviklingsprocessen og aktivt bidrage til design og den videre udvikling af byområdet, siger Magnus Nordholm fra Heimstaden.

Blandede funktioner

Samlet vil der på den tidligere slagterigrund de kommende år blive opført i alt ca. 200 nye etageboliger, hvoraf omkring halvdelen vil blive almene.

Med afsæt i lokalplanen er der etableret et partnerskab mellem INSP, Boligselskabet Sjælland, KPC, Frivilligcenter Roskilde og Roskilde Kommune. Partnerskabet bygger på en forventning om et stort potentiale i at samordne og forene det arbejde og de initiativer, som aftalens parter de kommende år vil lægge i området. Visionen bag partnerskabet er at udvikle et levende og sammenhængende kvarter med blandede boliger og funktioner. Området vil kunne blive et visionært eksempel på samskabelse af en bæredygtig ny bydel med særligt fokus på liv, fællesskab og mangfoldighed.

Relateret indhold