En byggesektor i god kondition

En ny analyse af de første 4.055 regnskaber for 2015 fra danske byggevirksomheder dokumenterer en fortsat bred fremgang i branchen.
Godt 4.000 regnskaber for 2015 fra danske byggevirksomheder viser en fremgang for branchen. Foto: Colourbox.
Godt 4.000 regnskaber for 2015 fra danske byggevirksomheder viser en fremgang for branchen. Foto: Colourbox.

Bag analysen står Spar Nord, der på baggrund af data fra erhvervsdatabasen Proff.dk har analyseret udviklingen i de 4.055 regnskaber, som landets byggevirksomheder indtil videre har afleveret til Erhvervsstyrelsen i år, og som alle rummer mindst fem års historik fra virksomhedens drift.

Knap 72 procent af de analyserede virksomheder leverede sorte tal på bundlinjen i 2015, og det er den højeste andel, siden Proff.dk og Spar Nord begyndte overvågningen i 2010, hvor blot 58 procent af byggevirksomhederne kunne præstere et positivt resultat.

Andelen af de 4.055 virksomheder, der formår at øge indtjeningen, ligger på godt 50 procent. Det er dog et lille fald sammenlignet med året før, hvor tæt ved 56 procent opnåede et forbedret resultat. 59 procent af virksomhederne har haft en fremgang i egenkapitalen, hvilket er på niveau med forrige år.

Fremgang i privat investering

Cheføkonom i Spar Nord, Jens Nyholm, hæfter sig ved, at byggevirksomhederne faktisk har forbedret regnskaberne til trods for, at både boliginvesteringer, de offentlige investeringer og investeringer i erhvervsbyggeri alle var faldende i 2015.

Den samlede investeringsaktivitet steg dog med 1,2 procent i 2015 trukket af en lille fremgang i de konjunkturfølsomme investeringer i maskiner og udstyr – ligesom store igangværende byggerier og håndværkerfradraget har holdt mange håndværkere i gang:

– I 2015 faldt den offentlige investeringsaktivitet faktisk en smule tilbage. Samtidig fortsatte den svage investeringsaktivitet i den private sektor i 2015 med fald i både boliginvesteringer og mere generelt investeringer i erhvervsejendomme. Ikke store fald, men trods alt fald, forklarer han.

Lave renter

Ifølge de seneste forventninger fra de økonomiske vismænd ser de offentlige investeringer ud til at fortsætte deres fald i 2016. Derfor skal byggesektoren i stigende grad se til den private side i jagten på yderligere vækst.

Jens Nyholm henviser i den forbindelse til, at de historisk lave realkreditrenter har gjort det mere økonomisk overkommeligt for såvel private som virksomheder at investere i nye og bedre bolig- og bygningsfaciliteter. For private virksomheder er det eneste, der mangler, en større tro på fremtiden og en nedbringelse af en stor pukkel af ledige ejendomme, mens den fortsat høje aktivitet på boligmarkedet med meget stor sandsynlighed vil medføre stigende aktivitet i det private boligbyggeri.

Samtidig har en om end reduceret permanent ordning for håndværkerfradraget flyttet en del opgaver fra gør-det-selv og sort arbejde til de små og mellemstore håndværkere.

Lys fremtid

Der er dog fortsat mange ledige kvadratmeter erhvervsejendomme, og Jens Nyholm tvivler derfor på, at 2016 bliver året, hvor der for alvor kommer gang i erhvervsbyggeriet:

– En stigning i erhvervsbyggeriet kan komme på sigt, men vi forventer det ikke på den korte bane. Det samme gælder byggeaktiviteten inden for landbrugssektoren, hvor vi stadig afventer en gennemgribende konsolidering af sektoren, siger han.

Dansk Byggeris cheføkonom, Bo Sandberg, er optimistisk på bygge- og anlægsbranchens vegne:

– Byggeriet blev aktivitetsmæssigt knockoutet af finanskrisen, men sektoren har brugt de mellemliggende år på at trimme virksomhederne og blive mere selektive i relation til, hvilke opgaver man byder på. Og så er man – formentlig overraskende for mange – også blevet mere effektive og digitaliserede. Således nåede produktionen i bygge og anlæg i 2015 tilbage på det niveau, man var på i 2005, men med ca. 21.000 færre beskæftigede, siger han.

Og fremtidsudsigterne tegner lyse:

– Pilen peger opad i byggeriet. Der ventes fortsat fremgang i omsætning og beskæftigelse i 2016 og 2017. Flere bolighandler medfører flere renoveringsopgaver, nybyggeriet af boliger er på vej op fra et lavt udgangspunkt, og der er stabil høj aktivitet med offentlige opgaver som eksempelvis metro, jernbane og superhospitaler – også selvom Femernforbindelsen er udskudt på ubestemt tid. Kun erhvervsbyggeriet ventes at vedblive at være lavt de næste par år, siger Bo Sandberg.

Relateret indhold