Bygger betonfrit botilbud på skruefundament

Nogle af de otte nye boenheder på Synscenter Refsnæs vil svæve over terrænet. Arkitekten/ingeniøren vil bygge uden beton og på skruefundament.
En lang bygning i gule tegl med flere enheder, der er afskærmet med sorte trævægge. Den del der er yderst til højre svæver ud over skråningen. Der er grønt og med blomster på grunden
AI Arkitekter & Ingeniører har tænkt ud af boksen, da stregerne til Synscenter Refsnæs i Kalundborg skulle sættes. Bygningen vil bl.a. svæve over en skråning ved hjælp af et skruefundament. Visualisering: AI Arkitekter & Ingeniører

Skal vi tegne dit byggeri grønnere?, spørger AI Arkitekter & Ingeniører på sin hjemmeside. Det har Region Sjælland svaret ja til.

Det var derfor den københavnske arkitekt- og ingeniørvirksomhed, der – sammen med totalentreprenøren Jorton – vandt den indbudte, omvendte licitation til udvidelse af botilbuddet Synscenter Refsnæs i Kalundborg.

Udvidelsen omfatter en ny tilbygning med otte boliger til borgere med synsnedsættelse, blindhed og multiple funktionsnedsættelser. Afdelings- og markedschef hos AI Arkitekter & Ingeniører, Dennis Storm, fortæller:

Læs også

Strandhoteller og feriecentre: 9 kystnære projekter får en ny chance

– Vi har fokus på flere tiltag, der skal nedbringe byggeriets klimabelastning. Bygningen vil blandt andet svæve elegant hen over en skråning, hvor den løftes over jorden på et skruefundament. Netop ved at bruge et skruefundament muliggør vi et betonfrit byggeri.

Han uddyber:

– I planlægningen og tegningen af det nye botilbud har vi arbejdet meget med taktile overflader, klare kontraster, god akustik, belysning og masser af dagslys med mulighed for afskærmning. Alt sammen noget, der kommer de fremtidige brugere til gode og imødekommer borgernes alsidige og komplekse behov.

Regionen har sat barren højt

Ud over de otte boliger bliver der også plads til fælles aktivitetsområde og servicearealer, viser et opslag i Byggefaktas SMART-database, der samler data om bygge- og anlægsprojekter i Norden. Her anslås det samlede areal til 750 kvm til et anslået budget på 31 mio. kr.

Visualisering af indgangen til Synscenter Refsnæs
Synscenter Refsnæs har allerede fem botilbud. Det sjette, der forventes at stå færdigt i april 2026, får otte nye lejligheder. Visualisering: AI Arkitekter & Ingeniører

Til at opføre projektet er Jorton udpeget som totalentreprenør. Projekterings- og udviklingschef Bo Grenaa Bodi ser frem til at gå i gang med projektet.

– Bygherre har turdet sætte barren højt for de kommende boliger i forhold til den kvalitet, som brugerne kan forvente. Samtidig skal vi bygge for en målgruppe med nogle særlige behov, hvilket betyder, at vi skal tænke ud af boksen for at løse opgaven bedst muligt. Men jeg er meget fortrøstningsfuld. Vi har tidligere arbejdet sammen med Region Sjælland, og de er en meget engageret bygherre. Også AI Arkitekter & Ingeniører kender vi godt, og vi arbejder tæt sammen på flere projekter, siger han.

Forventningsafstemning med brugerne

Vinderteamet har allerede holdt opstartsmøde og workshop på Synscenter Refsnæs. Her har de bl.a. mødt og talt med de kommende brugere, så forventningerne til det nye byggeri kunne blive afstemt.

Læs også

Top10:  Logistik- og lagerbyggerier – igangværende

Researcherne bag SMART forventer, at opførelsen af de nye boenheder starter i denne måned. Byggeriet forventes at stå færdigt i april 2026.

Relateret indhold