Boligselskab opfører yderligere 24 nye boliger i Storaalborg

På Fenris Allé i Aalborg-forstaden Svenstrup sætter Himmerland Boligforening nu gang i opførelsen af 24 nye, almene boliger. Budgettet er anslået til 37 mio. kr.
Visualisering af lyst murstensbyggeri. En trappe på forsiden af bygningen fører op til lejlighederne på 1. sal. Foran bygningen græs og et borde-bænkesæt
De 24 almene familieboliger bliver opført i to længer på hver to etager. Dertil kommer tilhørende fælleshus og fælles gårdrum. Visualisering: Himmerland Boligforening

De 24 boliger på hver 96 kvadratmeter er disponeret som to længer på to etager hver, som indrammer et internt fællesareal. Adgangen til boligerne sker via gårdrummet, hvor den enkelte bolig også har private udearealer.

Projektet er udviklet sammen med ingeniørfirmaet NorConsult og landskabsarkitekterne By+Land. Jorton står som totalentreprenør for opførelsen.

Biodiversitet og miljøhensyn

Byggeriet på samlet 2.304 kvm opføres ifølge Byggefaktas SMART-database, der samler data over bygge- og anlægsprojekter i Norden, efter bygningsreglementets Bygningsklasse 2020. Budgettet er her anslået til 37 mio. kr.

Læs også

Nyansat skal styrke bæredygtighedsarbejdet fra P+P’s nye kontor

Direktør Ole Nielsen fra bygherren Himmerland Boligforening siger:

– Som et vigtigt led i projektet bliver der etableret et lokalt anlæg til afledning af regnvand. Dette anlæg betjener et stort område i Svenstrup og i det hele taget er der meget fokus på biodiversitet og miljøhensyn, for træ spiller en central rolle i selve byggeriet. Tagene bliver forberedt til solceller.

Navnet på bebyggelsen bliver Brøndum Gård. Det er en hyldest til den tidligere Himmerland Boligforening-beboerdemokrat Palle Brøndum, hvis gård var placeret i området, hvor den nye bebyggelse opføres.

Vokser til 650 boliger

De 24 nye boliger forventes at stå færdige samtidig med de ni boliger, som Jorton opfører for Himmerland Boligforening som tæt/lavt byggeri i nærliggende Skørping. Her blev første spadestik taget tilbage i september.

Læs også

Aalborg-bydelen Hasseris får tiltrængte almene boliger – for første gang i tre årtier

Første spadestik til denne omgang boliger tages på onsdag d. 5. februar.  Nybyggeriet forventes at stå færdigt sidst på året. Med etableringen af den nye afdeling på Fenris Allé vokser Himmerland Boligforenings boligantal i Svenstrup og lokalsamfundet Godthåb til cirka 650 – det største i nogen almen boligforening i denne del af Storaalborg.

Relateret indhold