Udviklingen af byområder og placeringen af ny bebyggelse i områder med historiske bygninger står højt på den aktuelle dagsorden. I Frederiksværk kommer den lokalt baserede projektudvikler Kim Dencher Johansen med sit bud. Bygherre på projektet er Artillerihusene ApS.
Frederiksværk er udpeget som et af kun 25 nationale industriminder, og byggegrunden ligger i tilknytning til bymidten, hvor flere bygninger peger tilbage i tiden og er tydelige spor efter noget af Danmarks første industri. Det gælder f.eks. projektilmagasinet og Arsenalet som begge er fysiske levn efter krudtindustrien.
I udviklingen af projektet, har det derfor haft høj prioritet, at byggeriet arkitektonisk og skalamæssigt er tilpasset de historiske bygningers dimensioner, så der opstår en naturlig tilknytning til bymidten og afslutning af torvet – særligt i forhold til nabobebyggelsen Hotel Frederiksværk.
Bebyggelsen opføres som fire bygninger i 2½ etage med 47 boliger på 59-92 m2. I stueetagen etableres et stort fælleslokale med direkte udgang til en fælles terrasse.
Tegl og filtset puds
Hovedbygningen placeres langs Torvegade og skaber en videreførelse af gadeforløbet, der understreger bebyggelsens tilknytning til bymidten. Mellem bygningerne anlægges grønne fællesarealer og mod Heilmannsvej anlægges tilplantede parkeringsarealer.
Bygningerne facader udføres i tegl, der filtses i en gul puds, der svarer til farven på hotellet. Tage og kviste udføres som symmetriske sadeltage med røde teglsten med vinge-profil, der matcher de historiske bygningers profil.
Lokale streger
Stregerne til byggeriet er slået af Kim Dencher Johansen Holding ApS – En del af Domusnova Koncernen, og Erasmus & Partnere A/S står for ingeniørberegningerne.
Når det kommer til selve byggearbejdet, er det endnu åbent om byggeriet udføres som en samlet totalentreprise eller fagentrepriser.
Tidsplanen er ikke helt stålsat, men første spadestik forventes omkring årsskiftet.