Vugge til Vugge ApS
- Vugge til Vugge ApS er det eneste nordiske firma ud af 15 på verdensplan, der er godkendt til at gennemføre en Cradle to Cradle produktcertificering. Certificeringen verificeres af det uafhængige, non-profit Cradle to Cradle Products Innovation Institute i USA.
Tang som byggemateriale lyder måske som noget, man arbejdede med i en tid, hvor moderne byggeprodukter ikke var tilgængelige. Men byggeriet anno 2017 kan nu rent faktisk få glæde af to nye produkter, som består af ålegræs.
Det er Advance Nonwoven A/S som i samarbejde med Teknologisk Institut og Læsø Tangbank har udviklet de to nye byggeprodukter af ålegræs.
Det drejer sig om tangtørv, som er et nyt alternativ til tagmønning, og tangisolering, som er udviklet for at skabe et bæredygtigt alternativ til mineraluld – men med alle de samme egenskaber. Udviklingen er støttet af et program under Miljøstyrelsen, MUDP.
Nu er der også fuld tredjepartsverificeret dokumentation for bæredygtigheden i kraft af to Cradle to Cradle certifikater på henholdsvis Guld og Sølv niveau. Cradle to Cradle fremhæves som den mest ambitiøse miljøcertificering i verden og meget anerkendt i byggebranchen og inden for cirkulær økonomi.
Arkitekter klar til tang
Vugge til Vugge ApS har rådgivet og gennemført Cradle to Cradle certificeringen for Advance Nonwoven, hvorefter direktør Annette Hastrup overrakte certifikaterne til direktør Flemming Werk fra Advance Nonwoven.
Det skete i forbindelse med en workshop på og ved Møllerup Gods, hvor virksomheden har til huse. Her fik en række innovatører fra især byggebranchen demonstreret anvendelsen af de bæredygtige naturmaterialer.
Mette Nymann, der er partner i Loop Architects, var blandt oplægsholderne, og hun hilser det nye materiale velkommen.
– Tangisolering er et optimalt valg for os, når vi for eksempel skal løse projekter, der både skal indeholde Cradle to Cradle certificerede produkter og efterfølgende opnå DGNB certificering på højt niveau. Det er lidt dyrere, men det udgør så lille en del af den samlede økonomi, at det ikke betyder noget i forhold til de gode egenskaber, siger hun i en pressemeddelelse.
Forskellige parametre
Det oplyses, at tangisolering har samme isoleringsværdi som traditionelle isoleringsmaterialer af mineraluld. Det har nærmest uendelig holdbarhed, og kan genanvendes i produktionen af nye isoleringsmåtter. Tang-tørven er lettere at arbejde med end andre mønninger, og det holder længere end for eksempel lyng, der er meget udbredt, fremhæves det.
Materialets bæredygtighed er dokumenteret på flere forskellige parametre: Det er lavet af et fornybart materiale og indeholder ingen skadelige stoffer. Det er 100 procent genanvendeligt til fremstilling af nye tangbats og kan dermed indgå i den cirkulære økonomi. Det bliver produceret ved hjælp af 100 procent vedvarende energi og lavt energiforbrug. Det genererer ikke spildevand. Og slutteligt lever det op en række krav om social ansvarlighed.
– Dokumentationen kan blandt andet bruges til at opnå point ved bygningscertificeringer som for eksempel DGNB og LEED. Certificeringsniveauet er desuden meget højt, og tangmønningen har som det første danskproducerede produkt opnået certificering på Guld-niveau, fortæller Annette Hastrup fra Vugge til Vugge.