I Koldings nye supersygehus har farver fået en helt særlig betydning, og det kommer især til udtryk i valget af døre, som er specialfremstillet af Swedoor.
Beslutningstageren bag farverne til sygehusbyggeriet er arkitektfirmaet Schmidt Hammer Lassen, der i projektet har haft med i overvejelserne, hvordan farvesammensætningen kan bidrage til god trivsel for sygehusets patienter og personale.
Natur og himmel
– Vi har arbejdet med tre farvepaletter til Kolding Sygehus, som grundlæggende består af en blå, grøn og gylden palet, der hver især bidrager med forskellige udtryk afhængigt af rummets formål, siger Kasper Heiberg Frandsen, arkitekt fra Schmidt Hammer Lassen, og tilføjer:
– Særligt den grønne farve er valgt for at symbolisere fredskoven og naturen, der bliver ført ind i sygehuset fra forpladsen og vokser herfra op til sengebygningen. Her tager den blå farve over, der symboliserer himlen, da sengebygningen svæver over jorden. Fra natur og himmel til det menneskelige og humane, som den gyldne, varme og bløde farve er med til at skabe, siger han.
Specielle kantløsninger
Swedoor har i samarbejde med en underleverandør fået specialfremstillet PVC-kanter i samme farve som dørenes overflade for at fremhæve sygehusets æstetik.
– Som en naturlig del af vores arbejde med projekter undersøgte vores salgs- og tekniske afdeling, hvordan vi bedst muligt kunne imødekomme arkitektens ønske om de specielle PVC-kante til Kolding Sygehus. Vi håndterer dagligt mange skræddersyede løsninger, og derfor kunne det også med stor tilfredshed lade sig gøre i tilfældet her, siger Peter Sejling, Swedoors salgsdirektør for Nordeuropa.
Han fortæller videre, at det netop ofte er de specialfremstillede løsninger, som er med til at give byggeriet noget særligt og ekstra, hvor eksempelvis PVC-kanterne er med til at fuldende Koldings Sygehus arkitektoniske udtryk.