3F: Små skridt i kampen mod social dumping

- Byggestenene for overenskomstsystemet virker ikke rigtigt længere, siger næstformanden for 3F's byggegruppe.
3F havde sat næsen op efter, at Dansk Byggeri havde taget mere ansvar og ville være med til at løse nogle af problemerne omkring social dumping, siger næstformand Palle Bisgaard. Foto: Colourbox.
3F havde sat næsen op efter, at Dansk Byggeri havde taget mere ansvar og ville være med til at løse nogle af problemerne omkring social dumping, siger næstformand Palle Bisgaard. Foto: Colourbox.

Skal man tro både arbejdsgiverne i Dansk Byggeri og arbejdstagerne i 3F’s byggegruppe, er den nye overenskomst en “win-win overenskomst”, hvor begge parter er ganske tilfredse med resultatet.

Næstformanden i 3F’s byggegruppe, Palle Bisgaard, siger til Dagens Byggeri, at der blandt andet både er gode lønstigninger på prislisterne, sygelønnen og forbedrede forhold for børnefamilierne:

– Der er også forbedrede forhold for seniorerne, og det er første gang, at vi har en forældreorlov. Ikke mindst er der en indsats mod social dumping, som vi selvfølgelig havde håbet blev bedre, da det var årsagen til, at vi landede i “forligsen”. Vi har dog fået en åbning på både hvervgiver og diskussionen om lønnen til de allerlavest lønnede, siger Palle Bisgaard blandt andet.

Danske bagmænd

Han peger også på en aftale om oplysninger om underentrepriser, ligesom 3F kan komme ud til nye “typisk udenlandske” virksomheder og deres medarbejdere for at informere dem om den danske model og de deraf følgende rettigheder:

– Det er små skridt. Vi havde sat næsen op efter, at Dansk Byggeri havde taget mere ansvar og ville være med til at løse nogle af problemerne omkring social dumping. Men vi fortsætter kampen mod social dumping og får lidt bedre muligheder for at gøre det, siger han videre.

Det har længe været et ønske fra 3F, at der indføres kædeansvar i byggeriet, men det er heller ikke lykkedes denne gang, erkender Palle Bisgaard:

– Der bliver dog en mulighed for at ansvarliggøre hvervgiveren. Vi har gode fagretlige regler omkring vore 48 timers møder. Dem bruger vi meget, og de giver os muligheder for at afsløre mange af de udenlandske virksomheder, der ofte med danske bagmænd står bag den sociale dumping, siger 3F’s næstformand.

Mangler solidaritet

Mens Dansk Byggeri skal have deres overenskomst godkendt i Dansk Arbejdsgiverforening, så står 3F ikke i en lignende situation i forhold til LO:

– Vi har haft en lang diskussion i både 3F og LO om, hvordan solidariteten i LO-familien skal være. Vi håber på en konstruktiv diskussion om, hvordan vi understøtter hinanden i de krav, som er helt afgørende for at beholde den danske model. Det er også i det lys, vi diskuterer udenlandske arbejderes løn og hvervgive-ansvar. Det handler om, at de områder, vi har opbygget vores overenskomstsystem på, ikke rigtigt virker længere. Den udenlandske arbejdskraft kender ikke det danske system, og de kan ikke bruge deres overenskomster. På den måde bliver grundlaget anderledes. Det bliver vi nødt til sammen med arbejdsgiverne at håndtere. Det har de hidtil været fuldstændigt afvisende over for. Det er vi kede af, men vi det er nødt til internt i LO at have en diskussion om, slutter Palle Bisgaard.

Relateret indhold