Ud over et nyt fodboldstadion skal der i Kongelunden opføres et nyt atletikstadion og et nyt Sportens Hus som en udvidelse af den nuværende Djurslands Bank Arena.
I alt er der afsat 170 mio. kroner til de to projekter, der nu er udbudt i en totalentreprisekonkurrence. Udbuddet er delt i to faser; en prækvalifikation og en tilbudsfase med forhandling.
Læs også: Kæmpe Skydome skal hylde lyset i gentænkt aarhusiansk bypark
– Det er ikke hver dag, der bliver bygget et atletikanlæg i Danmark af denne kaliber, siger projektdirektør i Kongelunden Hardy Pedersen.
– Tilsvarende bliver Sportens Hus med bl.a. faciliteter til både top- og eliteatleter, talent- og foreningsidræt inden for en række forskellige idrætsgrene et ganske særligt hus, hvor synergi og et sportsligt inspirerende miljø skal gå hånd i hånd med funktionalitet. Jeg håber, at rigtig mange med de rette kvalifikationer vil ansøge om at blive prækvalificeret, tilføjer han.
Internationale stævner og ankerpunkt
Det nye atletikanlæg skal kunne bruges til internationale atletikstævner og får bl.a. otte rundbaner og en tribune med 1.500 overdækkede siddepladser.
Sportens Hus skal bl.a. indeholde en træningshal, faciliteter til styrke, cardio og kampsport, administrations- og behandlingslokaler samt akademiboliger. Herudover bliver der et såkaldt ankerpunkt for cykelsport.
Brugerne inddrages
En brugergruppe med repræsentanter for de primære brugere af atletik og Sportens Hus, der også rummer et Team Danmark Center, har givet deres meninger og behov tilkende, og derfor er der til udbudsmaterialet udarbejdet et skitseprojekt, som bl.a. beskriver brugernes ønsker og krav til de funktionelle sammenhænge:
– Med udbuddet har vi nået en vigtig milepæl på baggrund af en lang og grundig proces sammen med vores rådgivere og brugere af de nuværende faciliteter, som de nye anlæg skal erstatte. Brugerne har lagt mange kræfter og ambitioner i projektet, siger Hardy Pedersen.
Ud over pris vil også arkitektur og funktionalitet samt materialer og tekniske løsninger sammen med beskrivelse af proces og organisering for løsning af de komplekse projekter ligge til grund for den endelige udvælgelse af totalentreprenør.