350 meter af Frederikshavns gågade skal renoveres for at klimasikre Frederikshavns midtby, og i november 2018 vandt Juul Frost Arkitekter hovedpræmieren i idékonkurrencen om Frederikshavns nye gågade.
Tegnestuen har tegnet videre på idéerne og udarbejdet et helstøbt forprojekt, der nu er blevet godkendt af Teknisk Udvalg. Snart bliver streger til virkelighed.
Respekt for historien
Flådestation, skibsværft, havneby og base for søfareren Tordenskjold. Frederikshavn rummer mange historiske lag og spændende fortællinger. I historien har arkitektvirksomheden hentet inspiration til udformningen af den nye gågade, hvor navigationskunsten er et gennemgående tema.
– Det har været en spændende opgave at udforme gågaden og de to nye byrum i respekt for byens særlige historie og den lokale kontekst. Ambitionen er, at gågaden skal binde byen sammen, vise vej og invitere til nye oplevelser. De to byrum skal give besøgende og borgere lyst til at gå på oplevelse i resten af byen og fungere som samlingspunkter for byliv med ophold og leg, fortæller Helle Juul, Ph.d., Juul Frost Arkitekter.
Gågaden genoplives med to nye knudepunkter, der skal danne rammer om byliv og samle byens borgere samt besøgende om ophold, leg og aktivitet.
Lyset som ledestjerne
En af de centrale udfordringer har været at skabe sammenhæng og give retningssans. Derfor er knudepunkterne udvalgt så de fremhæver to centrale bevægelsesforløb i byen, mens en række lystmaster skal placeret i takt ned gennem gågaden skal fungere som ledestjerner. Lysmasterne bliver et gennemgående element, som refererer til historien om Tordenskjolds soldater, der marcherer i ring, så de fremstår som flere. Også belægningen understøtter bevægelsen og byrummene.
Gågaderenoveringens første etape gennemføres fra marts til juni næste år og anden etape fra august til november.