Nu er Odense Kommune klar til at offentliggøre vinderen af det nye H.C. Andersens Hus. Det sker 2. april, og projektområdets 9.000 kvm omfatter området omkring det nuværende H.C. Andersens Hus, Børnekulturhuset Fyrtøjet og Lotzes Have. Med udgangspunkt i et særligt fokus på H.C Andersens eventyrunivers og en tilhørende magisk have samler projektet H.C. Andersens Hus og Børnekulturhuset Fyrtøjet i én samlet og kraftigt udvidet attraktion i international klasse. Det oplyser Odense Kommune i en pressemeddelelse.
Fem stærke danske og internationale teams har gennem det sidste halve år konkurreret om at udvikle det bedste bud på fremtidens H.C. Andersens Eventyrhus. De fem teams er:
Barozzi Veiga Architects sammen med GWITT Arkitekt og Rambøll Ingeniører
BIG Arkitekter med Moe Ingeniører og SLA Landskab
Entasis Arkitekter med Charlotte Skibsted landskab, Henrik Larsen Ingeniører og Anders Christensen Ingeniører
Kengo Kuma Architects med Cornelius+Vöge Arkitekter, Eduard Troelsgård Ingeniører og MASU Landskab
Snøhetta Arkitekter med Holscher Norberg Arkitekter og COWI Ingeniører
Vinderforslaget er ifølge Odense Kommune en fortælling om et eventyrhus og -have, hvor H.C. Andersens eventyrlige univers kan opleves på det sted, hvor forfatteren er født, og midt i den by, han voksede op i og fandt inspiration til sine senere eventyr. På forunderlig vis bliver både have og bygning større end det museum og den Lotzes Have, vi kender i dag. Der skabes et sammenhængende offentligt tilgængeligt grønt byrum midt i den bydel, som opstår, hvor den tidligere Thomas B. Thriges Gade gennemskar bymidten. Have og arkitektur bliver en del af en eventyrlig oplevelse, hvor grænsen mellem virkelighed og fantasi opløses.
Projektet indgår som en væsentlig del af den store forandring af bymidten, der pågår i Odense i disse år efter lukningen af Thomas B. Thriges Gade. Dele af gaden, der tidligere har gennemskåret byen, indgår som en del af projektområdet og bliver dermed en del af den nye bydel, der er på vej midt i Odense.
Afsløringen af vinderprojektet afslutter også det samlede konkurrenceforløb omkring H.C. Andersens Eventyrhus og markerer således startskuddet til arbejdet med at tilvejebringe den nødvendige finansiering.