Dansk vinder af Nordisk Lyspris

BIG og Gl. Hellerup Gymnasium blev hædret for at have skabt et særligt lys i gymnasiets nye multihal.
Multihallen på Gl. Hellerup Gymnasium. Armaturernes dristige placering i et uregelmæssigt mønster mellem dragerne giver et flot, grafisk udtryk, som understreger loftets dobbeltkrumme konstruktion. Foto: Jens Lindhe.
Multihallen på Gl. Hellerup Gymnasium. Armaturernes dristige placering i et uregelmæssigt mønster mellem dragerne giver et flot, grafisk udtryk, som understreger loftets dobbeltkrumme konstruktion. Foto: Jens Lindhe.

I aftes modtog multihallen på Gl. Hellerup Gymnasium Nordisk Lyspris i forbindelse med Ljusdagen i Stockholm. Den 1000 kvadratmeter store sportshal ligger midt i skolegården, hvor den er gravet halvt ned under jorden. Det bløde, opadbuede tag er indvendigt formet efter den kurve, en håndbold kastes i.

Om projektet udtaler juryformand, Jan Ejhed, professor Kungliga Tekniska Högskolan, Stockholm:

– Det vindende forslags vigtigste fortjeneste ligger i samspillet mellem dagslys og elektrisk lys. Dagslyset stemningsfulde kvaliteter interagerer med den kunstige belysnings funktionalitet i en naturlig helhed. Der er en fint samspil mellem ude og inde. Dagslysets variationer afspejles indendørs dag og nat, og den elektriske belysning giver et spændende bidrag til belysningen udendørs.

Klassisk samspil

Kanten af taget er designet som en lang bænk med små mellemrum mellem trælisterne, der filtrerer dagslyset og sørger for en blød “wall-washing” af hallens indvendige betonvægge og får loftet til at se svævende ud.

Om aftenen oplyses skolegården med LED-lys monteret under bænke og stole placeret på det buede tags trædæk.

-Vinderprojektet er et innovativt eksempel på, hvordan lys og arkitektur spiller sammen på en klassisk måde under hensyntagen til et nutidigt design, ny teknologi og hensyn til energiforbrug og holdbarhed, siger Jan Ejhed.

Det var arkitekt m.a.a. Finn Nørkjær, partner i BIG, der på vegne af Gl. Hellerup Gymnasium og rådgiverteamet bag den nye multihal modtog prisen. Han sagde:

– Vi er glade for denne anerkendelse, som viser, at vores arbejde med at integrere lyset i arkitekturen er lykkedes. Vi kan godt lide, når lyset er en naturlig del af arkitekturen og ikke kan tages væk, uden at noget af arkitekturen forsvinder.

Der var indstillet ti projekter til Nordisk Lyspris. Juryen gav desuden hædrende omtale til Holmenkollen i Oslo og Götaplatsen i Göteborg.

Nordisk Lyspris uddeles af Nordlyskomiteen, som består af de lystekniske selskaber i Norden.

Prisen er blevet uddelt hvert andet år siden år 2000, og det er fjerde gang, at prisen går til et dansk projekt.

Relateret indhold